Nyeste version 18. november 2005 kl. 6:09 CEST

Dette er en oversættelse af Eric S. Raymonds A Brief History of Hackerdom (version 1.24 fra august 2000). Den engelske originalversion findes på http://www.catb.org/~esr/writings/cathedral-bazaar/hacker-history/. Oversættelsen er foretaget af Peter Brixen. Yderligere forslag, kommentarer, rettelser og kritik er yderst velkommen og kan sendes til brixen@jyde.dk.

Historien om hackerkunsten

af Eric S. Raymond

Jeg undersøger hackerkulturens oprindelse inklusiv de Ægte Programmørers tidlige historie, MIT AI Lab's glade dage, og hvordan ARPANET gav liv til den første netværksnation. Uvejrsskyer over Jupiter. Jeg beskriver Unix' tidlige udvikling og eventuelle stagnation, det nye håb fra Finland, og hvordan "den sidste sande hacker" blev den næste generations patriark. Jeg skitserer måden, hvorpå Linux og udbredelsen af Internettet bragte hacker-kulturen fra udkanten af den offentlige bevidsthed til dets nuværende fremtrædende position.

Indholdsfortegnelse

1. Prolog: De Ægte Programmører

I begyndelsen var der Ægte Programmører.

Det var ikke, hvad de selv kaldte sig. De kaldte sig heller ikke "hackere" eller noget andet særligt; øgenavnet "Ægte Programmører" blev først opfundet efter 1980 af én af sine egne. Fra 1945 og fremefter tiltrak computerteknologien mange af verdens kvikkeste og mest kreative hjerner. Fra og med Eckert & Mauchly's første ENIAC computer var der en mere eller mindre sammenhængende og selvbevidst teknisk kultur af entusiastiske programmører, folk, som byggede og legede med software for sjov.

De Ægte Programmører havde typisk en baggrund som ingeniører eller fysikkere. De var for det meste amatørradio-hobbyister. De var klædt i hvide sokker og polyestertrøjer og slips og tykke briller, og de kodede i maskinsprog og assembler og FORTRAN og et halvt dusin gamle og nu glemte sprog.

Fra slutningen af anden verdenskrig til de tidlige 1970'ere, i de store dage med "batch processing" og "big iron" mainframes, var de Ægte Programmører den dominerende tekniske kultur indenfor computerverdenen. Noget stykker højt agtet hacker folklore dateres til denne æra, deriblandt lister af Murphy's Laws og pseudo-tyske "Blinkenlights"-plakater, som stadig pryder mange computerrum.

Nogle af de mennesker, som voksede op i denne kultur vedblev med at være aktive ind i 1990'erne. Seymour Cray, designer af Cray-supercomputerne, var blandt de største. Han skulle efter sigende have indlæst et helt styresystem af sit eget design ind i en computer af sit eget design ved hjælp af dets kontakter på frontpanelet. I oktal. Uden nogen fejl. Og det virkede. Ægte Programmør macho supremo.

Kulturen omkring de "Ægte Programmør" blev dog meget forbundet med batch (og især batch-videnskabelig) computerteknologi. Den blev til sidst formørket af den interaktive computerteknologis opståen og universiteterne og netværkene.Disse fødte endnu en ingeniørtradition, som skulle udvikle sig til nutidens open source hackerkultur.

2. De første hackere

Begyndelsen på hackerkulturen, som vi kender den i dag, kan passende dateres til 1961, året da MIT anskaffede den første PDP-1. MIT's Tech Model Railroad Club's "Signals and Power"-komité tog maskinen til sig som deres yndlingslegetøj og opfandt programmeringsværktøjer, slang og en omfattende kultur, som stadig er genkendelig. Disse tidlige år har Steven Levy gennemgået i den første del af sin bog, Hackers [Levy].

MIT's computerkultur er sandsynligvis den første til at bruge ordet "hacker". Hackerne i Tech Model Railroad Club blev stammen af MIT's Artificial Intelligence Laboratory, verdens ledende center for research indenfor kunstig intelligens indtil de tidlige 1980'ere. Deres indflydelse spredte sig yderligere efter 1969, ARPANET's første år.

ARPANET var det første transkontinentale, højhastigheds-computernetværk. Det blev bygget af forsvarsministeriet som et eksperiment indenfor digital kommunikation, men kunne efterhånden forbinde hundreder af universiteter, fredsentreprenører og forskningslaboratorier. Det gav forskere allevejne muligheden for at udveksle information med enestående fart og fleksibilitet, hvilket gav et kraftigt skub for samarbejdet samt for udviklingen og intensiteten af teknologiske fremskridt.

Men ARPANET gjorde også noget andet. Dets elektroniske veje bragte hackere ud over hele USA sammen i en afgørende mængde - i stedet for at være i små, isolerede grupper med hver deres flygtige, lokale kulturer opdagede de (eller genopfandt de) sig selv som et netværksforbundet folkefærd.

Hacker-kulturens første tilsigtede kulturgenstande - de første lister med slang, de første satirer, de første selvoptagede diskussioner om hacker-etikken - udbredtes alle på ARPANET i dets tidlige år. Den første version af "Jargon File", især, udvikledes som et samarbejde på tværs af netværk i løbet af 1973-1975. Denne slang-ordbog blev et af kulturens karakteriserende dokumenter. Den blev senere udgivet som "The Hacker's Dictionary" i 1983 - denne første version er udgået, men en revideret og udvidet version er "New Hacker's Dictionary" [Raymond].

Hacker-kunsten blomstrede ved de netværkstilsluttede universiteter, især (men ikke kun) i de datalogiske institutter. MIT's AI Lab var først blandt sine fæller fra sidst i 1960'erne. Men Stanford University's Artificial Intelligence Laboratory (SAIL) og Carnegie-Mellon University (CMU) blev næsten lige så vigtige. Alle tre var trivende centre indenfor datalogi og kunstig intelligens. De tiltrak kvikke folk, der bidrog med store ting til hacker-kulturen på både det tekniske og det sagnmæssige plan.

Men for at forstå hvad, der skete senere, er vi nødt til at kaste endnu et blik på computerne selv. For både laboratoriets opstigning og dets fald til sidst blev bestemt af skiftene i computerteknologien.

Siden PDP-1's dage havde hacker-kunstens skæbne været kædet sammen med Digital Equipment Corporation's PDP-minicomputerserier. DEC banede vejen for kommercielle, interaktive og fællestids-styresystemer. Da deres maskiner var fleksible, kraftige og relativt billige på den tid, købte mange universiteter dem.

Hackerkulturen voksede op med billig tidsdeling, og i det meste af sit liv var ARPANET først og fremmest et netværk af DEC-maskiner. Den vigtigste af disse var PDP-10'eren, udgivet første gang i 1967. 10'eren forblev hacker-kunstens yndlingsmaskine i næsten 15 år. TOPS-10 (DEC's styresystem til deres maskine) og MACRO-10 (dets assembler) bliver stadig husket med nostalgi i slang og folklore.

MIT gik, selv om de brugte de samme PDP-10'ere som alle andre, en lidt anderledes vej. De forkastede helt DEC's software til PDP-10'eren og byggede deres eget styresystem, det sagnomspundne ITS.

ITS stod for "Incompatible Timesharing System", hvilket tegner et ret godt billede af MIT-hackernes attitude. De ville have det på deres måde. Heldigt nok havde folkene ved MIT intelligensen til at matche deres hovmod. Selv om ITS var sært, excentrisk og til tider prydet af fejl, indeholdt det en storslået række af tekniske innovationer og har muligvis stadig rekorden for et tidsdelt system i længst uafbrudt brug.

ITS selv blev skrevet i assembler, men mange ITS-projekter blev skrevet i LISP, et sprog beregnet til kunstig intelligens. LISP var langt kraftigere og fleksibelt end ethvert andet sprog på den tid. Faktisk er det bedre designet end de fleste af dagens sprog, her 25 år senere. LISP frigjorde ITS's hackere til at tænke i usædvanlige og kreative baner. Sproget var en stor faktor for deres fremgang, og det forbliver en af hackeres favoritsprog.

Mange af ITS-kulturens tekniske kreationer er stadig i live i dag. Editoren EMACS er måske den mest kendte. Og meget af ITS's folklore er stadig "nuværende" for hackere, hvilket kan ses i "Jargon File".

SAIL og CMU sov heller ikke. Mange fra grupperne af hackere, som voksede op omkring SAIL's PDP-10 blev senere nøglepersoner i udviklingen af den personlige computer og dagens vindue/ikon/mus software-brugerflader. Imens udførte hackere ved CMU arbejdet, som skulle lede til de første praktiske og omfattende anvendelser af ekspert-systemer og robot-teknologi.

Et andet vigtigt knudepunkt af kulturen var XEROX PARC, det berømte Palo Alto Reserch Center. I mere end et årti, fra de tidlige 1970'ere indtil midten af 1980'erne, frembragte PARC en forrygende mængde af grænsebrydende hardware- og software-opfindelser. Den moderne stil med mus, vinduer og ikoner blev opfundet her. Ligeså laserprinteren og lokalnetværket; og PARC's serie af D-maskiner var forud for de kraftige personlige computere fra 1980'erne med et årti. Desværre ærede disse profeter ikke deres eget firma; det blev en almindelig vittighed at beskrive PARC som et sted karakteriseret af at udvikle brillante idéer for alle andre. Deres indflydelse på hackerkunsten var gennemtrængende.

Kulturerne omkring ARPANET og PDP-10 voksede i styrke og variation gennem 1970'erne. Faciliteterne for elektroniske mailinglister, som havde været brugt til at fostre samarbejde mellem specielle interessegrupper i kontinentet blev i større grad også brugt til mere sociale og rekreationelle formål. DARPA vendte med vilje øjet fra denne tekniske "uautoriserede" aktivitet; de forstod, at det ekstra arbejde var en lille pris for at lokke en hel generation af kvikke, unge folk ind i computerverdenen.

Den måske bedst kendte af de "sociale" mailinglister var listen SF-LOVERS for science fiction fans; den er stadig i live i bedste velgående i dag, på det større "Internet", som ARPANET udviklede sig til. Men der var mange andre, som var forud med en kommunikationsstil, som senere skulle blive kommercialiseret af time-sharing firmaer som CompuServe, GEnie og Prodigy (og senere stadig domineret af AOL).

Din historiker blev først indblandet med hackerkulturen i 1977 gennem det tidlige ARPANET og science fiction fanskarer. Derfra anskuede og deltog jeg personligt i mange af forandringerne beskrevet her.

3. Unix' opståen

Langt væk fra de klare lys fra ARPANET, helt ude i New Jerseys ødemark, havde noget andet været på færde siden 1969, som skulle overskygge PDP-10-traditionen. Det år, ARPANET blev født, var også året, hvor en hacker fra Bell Labs ved navn Ken Thompson opfandt Unix.

Thompson havde medvirket i udviklingsarbejdet på et tidsdelt styresystem kaldet Multics, som havde samme rødder som ITS. Multics var et testfundament for nogle vigtige idéer for, hvordan et styresystems kompleksitet kunne skjules inden i det, usynligt for brugeren og endda for de fleste programmører. Ideen var at gøre brugen af Multics udefra (og at programmere i den) meget simplere, så mere rigtigt arbejde kunne blive gjort.

Bell Labs trak sig ud af projektet, da Multics viste tegn på at blive opsvulmet til et ubrugeligt og besværligt system (systemet blev senere markedsført kommercielt af Honeywell, men blev aldrig en succes). Ken Thompson savnede Multics-miljøet og begyndte at lege med at implementere en blanding af dets ideer og nogle af sine egne på en renset DEC PDP-7.

En anden hacker ved navn Dennis Ritchie opfandt et nyt sprog kaldet "C" til brug under Thompsons ikke færdigudviklede Unix. C var ligesom Unix designet til at være behageligt, frit og fleksibelt. Interessen for disse værktøjer spredtes ved Bell Labs, og de blev yderligere hjulpet på vej i 1971, da Thompson og Ritchie vandt rettigheden til at producere, hvad vi nu ville kalde et kontor-automatiseringssystem til internt brug der. Men Thompson og Ritchie havde en større gevinst i horisonten.

Traditionelt var styresystemer blevet skrevet i tæt assembler, for at trække den absolut højest mulige kraft ud af sine værtsmaskiner. Thompson og Ritchie var blandt de første til at indse, at hardware- og compiler-teknologien var blevet god nok til, at et fuldkomment styresystem kunne skrives i C, og i 1978 var hele miljøet med succes overført til flere forskellige typer af maskiner.

Dette var aldrig blevet gjort før, og implikationerne var enorme. Hvis Unix kunne præsentere det samme ansigt, de samme evner, på mange forskellige slags maskiner, kunne det tjene som et fælles softwaremiljø for alle maskinerne. Brugerne ville ikke længere blive nødt til at betale for nye, komplette software-designs hver gang en maskine blev forældet. Hackere kunne gå med software-værktøjskasser mellem forskellige maskiner, i stedet for hver gang at opfinde den dybe tallerken.

Udover sin alsidighed havde Unix og C andre vigtige styrker. Begge var bygget efter en "Hold det enkelt, idiot"-filosofi. En programmør kunne have hele den logiske struktur af C i sit hoved (modsat de fleste andre sprog før eller siden) i stedet for konstant at se efter i manualer. Og Unix var struktureret som en fleksibel værktøjskasse bestående af simple programmer designet til at kombinere hinanden på nyttige måder.

Kombinationen viste sig at være egnet til en meget bred række computeropgaver, inklusiv mange, uventede af designerne. Konceptet spredte sig hurtigt indenfor AT&T trods manglen på et formelt støtteprogram. I 1980 havde det spredt sig til mange universiteter og research-centre, og tusindvis af hackere anså det som hjemligt.

De kraftige maskiner fra den tidlige Unix-kultur var PDP-11'eren og dets efterkommer, VAX. Men på grund af Unix' alsidighed, kunne det i bund og grund køre uændret på en bredere række maskiner, end ARPANET's udvalg. Og ingen brugte assembler. C-programmer kunne let porteres mellem alle disse maskiner.

Unix havde endda dets eget slags netværkssystem --- UUCP: langsomt og upålideligt, men billigt. To vilkårlige Unix-maskiner kunne udveksle elektronisk mail over almindelige telefonlinjer; denne facilitet var indbygget i systemet. I 1980 begyndte de første USENET-sider at udveksle nyheder, hvilket dannede en gigantisk distribueret opslagstavle, som hurtigt skulle vokse sig større end ARPANET. Unix-steder begyndte at skabe deres egen netværksnation omkring USENET.

Nogle Unix-steder var selv på ARPANET. PDP-10 og Unix/USENET-kulturene begyndte at mødes og blande sig, men de omgik ikke hinanden så godt i første omgang. PDP-10-hackerne anså Unix-folket som en gruppe nybegyndere, som brugte forfærdeligt primitive værktøjer sammenlignet med LISP's og ITS' herlige kompleksiteter. "Stenknive og bjørneskind!" brummede de.

Og der var en helt tredje strøm. Den første personlige computer var blevet markedsført i 1975. Apple blev grundlagt i 1977, og fremskridtet fulgte med næsten utrolig hast i årene, som fulgte. Potentialet for mikrocomputere var klar og tiltrak endnu en generation kvikke, unge hackere. Deres sprog var BASIC, så primitivt, at PDP-10-partisanerne og Unix-tilhængerne anså det for under al kritik.

4. Slutningen på de gamle dage

Sådan stod sagerne til i 1980; tre kulturer, der overlappede hinanden i kanterne, men samlede sig om meget forskellige teknologier. ARPANET/PDP-10-kulturen viet til LISP og MACRO og TOPS-10 og ITS og SAIL. Unix- og C-mængden med deres PDP-11'ere og VAX og sløve telefonforbindelser. Og så en anarkistisk horde af tidlige mikrocomputer-entusiaster villige til at give computerkraft til folket.

Blandt disse kunne ITS-kulturen stadig påstå at være den største. Men uvejrsskyer samledes over laboratoriet. PDP-10-teknologien, som ITS var afhængig af, begyndte at blive forældet, og laboratoriet blev splittet i kliker ved det første forsøg på at kommercialisere kunstig intelligens. Nogle af laboratoriets (og SAIL's og CMU's) bedste folk blev lokket væk til højt betalte jobs i opstartsfirmaer.

Dødsstødet kom i 1983, da DEC aflyste PDP-10's efterfølger, "Jupiter", for at koncentrere sig om deres PDP-11 og VAX-maskiner. ITS havde ikke længere en fremtid. Da det ikke var alsidigt, ville det koste mere, end nogen havde råd til, at flytte ITS til nyt hardware. Berkeleys variant af Unix på en VAX blev det mest fortræffelige hacker-system, og alle med en fod inde i fremtiden kunne se, at mikrocomputere voksede så hurtigt i styrke, at de ville feje alle andre væk.

Det er omtrent på denne tid, at Levy skrev Hackers. En af sine hovedmeddelere var Richard M. Stallman (opfinder af EMACS), en ledende person ved laboratoriet og dets mest fanatiske modstander af kommercialisering af laboratorie-teknologi.

Stallman (som almindeligvis er kendt ved sine initialer og sit brugernavn RMS) kæmpede videre og skabte Free Software Foundation og dedikerede sig til at producere fri software af høj kvalitet. Levy forherligede ham som "den sidste sande hacker", en beskrivelse som heldigvis viste sig at være forkert.

Stallmans største projekt sammenfattede præcis overgangen, som hackerkulturen undergik i de tidlige 1980'ere --- i 1982 begyndte han på konstruktionen af en komplet gratis tilgængelig Unix-klon skrevet i C. Projektet blev kendt som GNU-styresystemet (Gnu's Not Unix; GNU er ikke Unix, red.). GNU blev straks et stort brændpunkt for aktivitet. Således blev ITS' ånd og tradition bevaret som en vigtig del af den nyere Unix og VAX-centrerede hackerkultur.

Faktisk skulle RMS' Free Software Foundation i mere end et årti efter dets oprettelse i høj grad definere hackerkulturens offentlige ideologi, og Stallman skulle blive den eneste troværdige leder af folkefærdet.

Det var også omkring 1982-83, at mikrochip- og lokalnetværksteknologien begyndte at få seriøs indvirkning på hackerkulturen. Ethernet og Motorola 68000-mikrochippen var sammen en potentiel stærk kombination, og flere andre opstartsfirmaer var dannet for at bygge den første af, hvad vi nu kalder arbejdsstationer.

I 1982 grundlagde en gruppe Unix-hackere fra Stanford og Berkeley firmaet Sun Microsystems i troen på, at Unix kørende på relativt billige 68000-baseret hardware ville vise sig at være en god kombination for en bred vifte programmer. De havde ret, og deres vision satte dagsordenen for en hel industri. Arbejdsstationerne var stadig dyre for enkeltpersoner, men de var billige for selskaber og universiteter. Et væld af dem (én per bruger) erstattede hurtigt de ældre VAX'er og andre tidsdelte systemer.

5. Den kommercielle Unix-æra

I 1984, da Ma Bell forsvandt og Unix blev et understøttet AT&T-produkt for første gang, var det vigtigste grænseområde i hackerkredse mellem en relativt sammenhængende "netværksnation" centreret om Internettet og USENET (hvor de fleste brugte minicomputere eller arbejdsstationer med Unix) og et uhyre adskilt vildmark af mikrocomputer-entusiaster.

Det var også på denne tid, at alvorlige hændelser af "cracking" første gang blev dækket i pressen -- og journalister begyndte at anvende ordet "hacker" til at beskrive computerkriminelle, et misbrug, som desværre fortsat sker dagen i dag.

Arbejdsstationerne bygget af Sun og andre åbnede nye verdener for hackere. De var bygget til at lave avanceret grafik og til at udveksle fælles data over et netværk. I løbet af 1980'erne var hackere optaget af udfordringerne ved at lave programmer og værktøjer, der kunne udnytte disse muligheder bedst muligt. Berkeley Unix udviklede indbygget støtte til ARPANET-protokollerne, hvilket gav en løsning til netværksproblemerne skabt af UUCP's langsomme punkt-til-punkt links og som opfordrede til videre vækst af Internettet.

Der blev foretaget flere forskellige forsøg på at tæmme arbejdsstationernes grafik. Den sejrende var X-vinduesystemet, udviklet på MIT med bidrag fra hundredvis af personer ved snesevis af firmaer. En kritisk faktor for dets succes var, at udviklerne var villige til at forære koden gratis væk i overensstemmelse med hacker-etikken, og at de var i stand til at distribuere den over Internettet. X's sejr over kommercielle grafiksystemer (inklusiv én fra Sun selv) var en vigtig forløber for ændringer, som nogle år senere grundigt skulle påvirke Unix.

Der flød stadig med tungsind fra kappestriden mellem ITS og Unix (mest fra ex-ITS'ernes side). Men den sidste ITS-maskine lukkede ned for bestandig i 1990. Fanatikerne havde ikke længere et sted at være, og de fleste overgav sig til Unix-kulturen med varierende grader af mukken.

I det netværksforbundne hackermiljø var den store rivalisering mellem fans af Berkeley Unix og AT&T's versioner. Man støder stadig på kopier af et plakat fra den periode, som viser en tegnefilmsagtig "X-wing"-kæmper fra Star Wars-filmene flyve væk fra en eksploderende Dødsstjerne, som er mønstret på AT&T-logoet. Berkeley-hackerne syntes om at se sig selv som oprørere mod forenede, kyniske herredømmer. AT&T Unix kom aldrig på niveau med BSD/Sun hvad gælder markedsandele, men det vandt standardiseringskampen. I 1990 var AT&T- og BSD-versionerne kommet til at ligne hinanden, da de havde indført mange af hinandens fornyelser.

Da 1990'erne begyndte, var teknologien for arbejdsstationer fra forrige årti ved at være tydeligt truet af nyere, billige og stærke personlige computere baseret på Intel 386-chippen og dets efterfølgere. For første gang havde individuelle hackere råd til hjemmecomputere, som i kraft og kapacitets var ligeså stærke som minicomputere fra ti år før -- Unix-motorer i stand til at støtte et fuldt udviklingsmiljø og være på Internettet.

MS-DOS-verdenen forblev lykkeligt uvidende om alt dette. Selv om disse mikrocomputer-entusiaster hurtigt udbredte sig til en befolkning af DOS og Mac-hackere langt større end "netværksnations"-kulturen, blev de aldrig en selvbevidst kultur. Fremskridtene var så hurtige, at 50 forskellige tekniske kulturer voksede og døde som døgnfluer og aldrig opnåede den nødvendige stabilitet som skulle til for at udvikle en fælles tradition af jargon, folklore og mytisk historie. Fraværelsen af et gennemtrængende netværk i stil med UUCP eller Internet forhindrede dem i selv at blive en netværksnation.

Udbredt adgang til kommercielle online-servicer som CompuServe og GEnie begyndte at tage fat, men da disse styresystemer ikke kom med udviklingsværktøjer, var meget lidt kildekode tildelt dem. Derfor udvikledes ingen samlet hackertradition.

Hovedparten af hackerkulturen (des)organiserede sig om Internettet og da de nu hovedsageligt var identificeret med den tekniske kultur omkring Unix, var de ligeglade med kommercielle udbud. De ønskede bedre værktøjer og mere Internet, og begge dele fik de fra billige 32-bit PC'er.

Men hvor var softwaren? Kommercielle Unix'er forblev dyre -- mange tusind dollars. I de tidlige 1990'ere gjorde flere forskellige firmaer et forsøg på at sælge AT&T eller BSD Unix-versioner til PC-klassen. Det gik vanskeligt med succesen, priserne blev ikke sat ned og (værst af alt): Du fik ikke kildekode, som kunne redigeres og distribueres med i købet. Den traditionelle software-forretningsmodel gav ikke hackere det, de ønskede.

Det gjorde Free Software Foundation heller ikke. Udviklingen af HURD, RMS's længe lovede fri Unix-kerne til hackere fastlåstes i flere år og producerede ikke en nogenlunde brugbar kerne før 1996 (selvom FSF i 1990 leverede næsten alle andre tunge dele af et Unix-agtigt styresystem).

Hvad værre er, det blev efterhånden i de tidlige 1990'ere klart, at ti års forsøg på at kommercialisere de lukkede Unix-versioner ville ende i fiasko. Unix' løfte om kompatibilitet mellem versioner blev tabt i skænderier mellem et halvt dusin lukkede Unix-versioner. Figurene indenfor de lukkede Unix-versioner var så tunge, så blinde og så kluntede til marketing, at Microsoft var i stand til at snuppe en stor del af deres marked med den chokerende ringe teknologi i deres styresystem, Windows.

Tidligt i 1993 kunne en fjendtligsindet iagttager have god grund til at tænke, at fortællingen om Unix var fortalt færdig og samtidig hackerstammens lyksaligheder. Og der var ikke mangel på fjendtlige iagttagere i computerpressen, hvoraf mange rituelt havde spået om Unix' truende død i intervaller på et halvt år lige siden de sene 1970'ere.

I de dage var det gængs viden, at æraen for individuelt teknologisk heltemod var forbi, og at softwareindustrien og det spirende Internet mere og mere ville blive domineret af kolossale virksomheder som Microsoft. Den første generation Unix-hackere syntes at blive gamle og trætte (Berkeleys datalogiske researchgruppe udbrændte og mistede deres kapital i 1994). Det var en deprimerende tid.

Heldigvis var der sket ting udenfor pressens søgelys, og endda for de fleste hackere, som ville komme til at udvikle sig overraskende positivt i det sene 1993 og 1994. Disse ville til sidst styre kulturen ind i en helt ny retning og til succes, man ikke drømmer om.

6. De tidlige frie Unix'er

I tomrummet efterladt af Free Software Foundation's ufærdige HURD havde en Helsinki Universitets-studenten ved navn Linus Torvalds trådt ind. I 1991 begyndte han at udvikle en fri Unix-kerne til 386-maskinerne med Free Software Foundation's værktøjer. Hans hurtige succes lige fra begyndelsen lokkede mange Internet-hackere til at hjælpe ham med udviklingen af Linux, et fuldt funktionelt Unix med helt frit og gendistribuerbart kode.

Linux var ikke fri for konkurrenter. I 1991, på samme tid som Linus Torvalds' tidlige eksperimenter, eksperimenterede William og Lynne Jolitz med at overføre BSD Unix-koden til 386'eren. De fleste iagttagere, der sammenlignede BSD-teknologien med Linus' tidlige, umodne anstrengelser forventede, at BSD-versionerne ville blive de vigtigste fri Unix'er på Pc'en.

Det vigtigste aspekt ved Linux var dog ikke det tekniske, men det sociologiske. Før udviklingen af Linux troede alle, at software så komplekst som et styresystem måtte udvikles på en omhyggeligt koordineret måde af en forholdsvis lille og tæt forbundet gruppe personer. Denne model var, og er stadig, typisk for både kommercielt software og for de store "freeware-katedraler" bygget af Free Software Foundation i 1980'erne. Også for freeBSD, netBSD og OpenBSD, som udsprang af de to Jolitz'ers oprindelige 386BSD-version.

Linux udfoldede sig på en fuldstændig anderledes måde. Næsten fra starten blev der hacket på det af et stort antal frivillige, der koordinerede sig gennem Internettet. Kvaliteten blev ikke opretholdt af strenge standarder eller et enevælde, men med den enkle og naive strategi at udgive hver og at modtage tilbagemeldinger fra mange hundreder brugere i løbet af få dage, hvilket skabte en form for kvik Darwinistisk udvælgelse ud fra mutationerne introduceret af udviklerne. Til alles forbløffelse virkede dette ganske godt.

Ved slutningen af 1993 kunne Linux konkurrere med mange kommercielle Unix'er hvad angik stabilitet og pålidelighed, og langt mere software var tilgængeligt. Det begyndte endda at tiltrække versioner af kommercielt software. Indirekte gjorde dette, at mindre og lukkede Unix-sælgere, nu uden udviklere og hackere at sælge til, gik fallit. En af de få, som overlevede, BSDI (Berkeley Systems Design, Incorporated), blomstrede ved at forære al koden med deres BSD-baserede Unix væk og ved at knytte tætte bånd med hacker-samfundet.

Disse udfoldelser blev der ikke lagt særligt mærke til på det tidspunkt, selv ikke i hackerkulturen, og slet ikke udenfor den. Hackerkulturen trodsede gentagne forudsigelser om dens død og var kun lige begyndt at omskabe den kommercielle softwareverden i sit eget billede. Der skulle imidlertid gå fem år til, før denne tendens blev åbenbar.

7. Den store webeksplosion

Linux' tidlige vækst skete samtidig med endnu et fænomen: offentlighedens opdagelse af Internettet. Begyndelsen af 1990'erne var også begyndelsen på en blomstrende industri for Internet-udbydere, der solgte forbindelse til Internettet for få dollars om måneden. Efter opfindelsen af World-Wide Web accelererede Internettets allerede hurtige vækst til et halsbrækkende tempo.

I 1994, året, da udviklingen af Berkeley Unix lukkede officielt ned, tjente flere forskellige fri Unix-versioner (Linux og efterfølgerne fra 386BSD) som hovedbrændpunktet for hacker-aktivitet. Linux blev distribueret kommercielt på CD-ROM og solgte som pandekager. Ved slutningen af 1995 begyndte store computerfirmaer at opstille skinnende reklamer, som priste deres software og hardware's Internet-venlighed!

I slutningen af 1990'erne blev de centrale aktiviteter for hackere Linux-udviklingen og udbredelsen af Internettet. World Wide Web har omsider omdannet Internettet til et massemedie; mange af hackerne fra 1980'erne og de tidlige 1990'ere opstartede Internet-udbydere, som sælger eller giver Internetadgang til masserne.

Udbredelsen af Internettet gav endda hackerkulturen begyndelsen på agtværdighed og politisk indflydelse. I 1994 og 1995 sænkede hackeraktivister Clipper-forslaget, som ellers ville have lagt stærk kryptering over i regeringens kontrol. I 1996 mobiliserede hackere en bred koalition, hvis mål var at sejre over det forkert navngivne "Communications Decency Act" og dermed forhindre censur af Internettet.

Med sejren over CDA, går vi fra historie til aktuelle begivenheder. Vi går samtidig ind i en periode, hvor din historiker (til sin egen overraskelse) blev en medspiller frem for bare en tilskuer. Denne beretning fortsætter i Hackernes hævn.

8. Bibliografi

[Levy] Levy, Steven; Hackers, Anchor/Doubleday 1984, ISBN 0-385-19195-2.

[Raymond] Raymond, Eric S.; The New Hacker's Dictionary, MIT Press, 3rd edition 1996. ISBN ISBN 0-262-68092-0.

David E. Lundström gav os den anekdotiske historie om "Ægte Programmør"-perioden i "A Few Good Men From UNIVAC", 1987, ISBN-0-262-62075-8.