Denne oversættelse af Eric Raymonds Revenge of the Hackers er oversat af Peter Brixen.
Open source-softwares tilsynekomst i det offentlige rum i 1998 var hackernes hævn efter 20 års marginalisering. Jeg fandt mig næsten tilfældigt udråbt som hovedtalsmand og propaganist. I dette skrift beskriver jeg det hæsblæsende år, som fulgte, og jeg fokuserer på mediestrategien og -sproget, som vi brugte til at trænge igennem til Fortune 500. Jeg afslutter med at se på, hvor trendkurven er på vej hen.
Jeg skrev den første version af Historien om hackerkunsten i 1996 som en Internet-ressource. Jeg havde været fascineret af hackerkulturen som kultur i mange år, lang tid før jeg redigerede den første version af The New Hacker's Dictionary i 1990. I slutningen af 1993 var mange mennesker (inklusive mig selv) begyndt at tænke på mig som hackerkulturens historiker og fast tilknyttede etnograf. Jeg befandt mig vel i den rolle.
På det tidspunkt havde jeg slet ingen idé om, at mine amatør-antropologiske studier kunne blive en væsentlig katalysator for forandringer. Jeg tror ikke, nogen var lige så forbavset som jeg, da det skete. Men konsekvenserne af den forbavselse kan stadig høres som et ekko i hackerkulturen og teknologi- og forretningsverdenerne i dag.
I dette skridt rekapitulerer jeg fra mit eget synspunkt de hændelser, som ledte op til "skuddet hørt over hele verden" i januar 1998 fra open source-revolutionen. Jeg reflekterer over den flotte lange vej, vi siden er kommet. Derefter vil jeg forsøge at give nogle forudsigelser om fremtiden.
Mit første møde med Linux var i slutningen af 1993 gennem den pionerende Yggdrasil cd-rom-distribution. På det tidspunkt havde jeg allerede været involveret i hackerkulturen i femten år. Mine tidligste erfaringer havde været med det primitive ARPAnet i de sene 1970'ere; Jeg havde endda været en passerende turist på ITS-maskinerne. Jeg havde allerede skrevet gratis software og udgivet det via Usenet, før Free Software Foundation blev opstartet i 1984, og jeg var én af FSF's første bidragydere. Jeg havde lige udgivet den anden version af "The New Hacker's Dictionary". Jeg troede, at jeg forstod hackerkulturen — og dets restriktioner — ganske godt.
Som jeg har skrevet andetsteds, kom mødet med Linux som et chok. Selv om jeg havde været aktiv i hackerkulturen i mange år, havde jeg stadig den formodning i baghovedet, at hackeramatører, på trods af talent, ikke havde ressourcerne eller evnerne til at producere et brugbar multitasking styresystem. Udviklerne fra HURD havde jo fejlet med dette i et årti.
Men hvor de fejlede, vandt Linus Torvalds og hans fællesskab. De ikke bare opfyldte de minimale nødvendigheder for et stabilt og funktionelt Unix-interface. Nej. De var foran det kriterium med ungdommelighed og flair ved at udgive hundreder af megabytes af programmer, dokumenter og andre ressourcer. Fulde suiter af Internet-værktøjer, publikationssoftware, grafiksupport, editorer, spil...
At se dette festmåltid af vidunderlig kode spredt foran mig som et virkende system var et meget mere stærk oplevelse, end bare at vide, intellektuelt, at alle bitsene sandsynligvis var derude. Det var som om, at jeg i årevis havde ledt i bunker af adskilte bildele — og pludselig blev konfronteret med disse samme dele samlet i en skinnende rød Ferrari, dørene åbne, nøglen svingende i låsen og motoren stille dampende med et løfte om kraft...
Hackertraditionen, som jeg havde observeret i to årtier syntes pludselig levende på en ny, livlig måde. På en måde havde jeg allerede været en del af dette fællesskab, for mange af mine personlige free-software-projekter var tilsat blandingen. Men jeg ønskede at komme dybere med...for enhver skønhed, jeg så, gjorde også min forundring dybere. Det var for godt!
Fortællingerne i softwarekulturen er domineret af Brooks' Lov, formuleret i Fred Brooks' klassiske The Mythical Man-Month. Brooks forudsiger, at som antallet af programmører N stiger, skalerer arbejdet med N, men kompleksiteten og sårbarheden for fejl stiger med N2. N2 er antallet af kommunikationsveje (og potentielle kode-interfaces) mellem udvikleres kodebaser.
Brooks' Lov forudsiger, at et projekt med tusind af bidragydere burde være et stort, ustabilt virvar. På en eller anden måde havde Linux-samfundet sejret over N2-effekten og producerede et styresystem med uhyre høj kvalitet. Jeg var fast besluttet på at forstå, hvordan de kunne gøre det.
Det tog mig tre år med deltagelse og tæt observation at udvikle en teori, og endnu ét år at tjekke den eksperimentelt. Og så satte jeg mig ned og skrev Katedralen og basaren for at forklare, hvad jeg havde observeret.
Det, jeg så rundt omkring mig, var et fællesskab, som havde udviklet den mest effektive software-udviklings-metode overhovedet uden at vide det!. Det vil sige, en effektiv praksis havde udviklet sig som nogle traditioner og overført sig ved efterligning og eksempler uden teorien eller sproget til at forklare, hvorfor denne praksis virkede.
Ser man tilbage på det, hæmmede manglen af en sådan teori og et sådant sprog os på to måder. For det første: Vi kunne ikke tænke systematisk over, hvordan vi skulle forbedre vore egne metoder. For det andet: Vi kunne ikke ikke forklare eller sælge metoden til andre.
På det tidspunkt tænkte jeg kun på den første konsekvens. Min eneste grund til at skrive det oprindelige skrift var at give hackerkulturen et passende sprog til intern brug, for at forklare sig selv til sig selv. Så jeg nedskrev, hvad jeg havde set, i en fortællende form og med brugbare, klare metaforer til at beskrive logikken, som kunneudledes af traditionerne.
Der var ikke en virkelig fundamental opdagelse i Katedralen og basaren Jeg opfandt ikke nogen af metoderne, skriftet beskriver. Det nye var ikke kendgerningerne, som det beskrev, men disse metaforer og den den fortællende form — en simpel, stærk historie, som gjorde læseren i stand til at se kendsgerningerne på en ny måde. Jeg prøvede at hente inspiration fra hackerkulturens skabende myter.
Jeg læste første gang det fulde skrift ved Linux Kongress, maj 1997 i Bavaria. At det blev mødt med fascineret opmærksomhed og dundrende klapsalver af et publikum med få engelsktalene bekræftede, at jeg havde fat i noget. Men det viste sig, at den rene tilfældighed, at jeg sad ved siden af udgiveren Tim O'Reilly ved banketten torsdag aften satte flere vigtige ting i gang.
Som en beundrer gennem lang tid af O'Reillys institutionelle stil, havde jeg set frem til at møde Tim i mange år. Vi havde en vidtrækkende samtale (hvor meget handlede om vores fælles interesse i klassisk science fiction), som førte til en invitation for mig til at læse Katedralen og basaren ved Tims Perl Conference senere på året.
Igen blev skriftet vel modtaget — med tilråb og intet mindre end stående klapsalver. Jeg vidste fra min email, at siden Bavaria, havde rygtet om Katedralen og basaren spredt sig over Internettet som en steppebrand. Mange i forsamlingen havde allerede læst det, og min tale var ikke en nyhed for dem, men mere en mulighed for at fejre det nye sprog og bevidstheden, som fulgte med. Denne stående ovation ikke så meget for mit arbejde som for hackerkulturen selv — og retfærdigvis.
Selv om jeg ikke vidste det, var mit eksperiment med at efterligne traditionerne ved at bære brænde til et større bål. Nogle af de mennesker, for hvem min tale var ny var fra Netscape Communications, Inc. Og Netscape havde problemer.
Netscape, et pionerende internetfirma og Wall Street-succes, var i Microsofts dødelige søgelys. Microsoft frygtede med god grund, at de åbne standarder i Netscapes browser kunne føre til en erosion af Redmond-gigantens lukrative monopol på PC-skrivebordet. Alle Microsofts billioner og lumske taktikker, som senere skulle føre en retsag med sig, var søsat for at knuse Netscapes browser.
For Netscape var problemet ikke så meget browser-relateret indkomst (som aldrig var mere end en lille del af deres samlede indkomst), men mere at opretholde en sikker plads til deres meget mere værdifulde server-forretning. Hvis Microsofts Internet Explorer opnåede markedsdominans, ville Microsoft blive i stand til at føre Nettets protokoller væk fra åbne standarder og ind i proprietære kanaler, som kun Microsofts servere ville kunne betjene.
Hos Netscape var der er en ophedet debat om, hvordan man skulle svare mod denne trussel. En af de tidlige idéer var at udgive Netscape-browseren som open source — men det var vanskeligt at argumentere for uden stærke grunde, at det ville forhindre Internet Explorers dominans.
Jeg vidste det ikke på det tidspunkt, men Katedralen og basaren blev en vigtig faktor for denne sag. I løbet af vinteren 1997, da jeg arbejdede med materialet for mit næste skrift, var scenen sat for Netscape til at bryde reglerne af det proprietære spil og give min stamme en mulighed uden fortilfælde.
Den 22. januar 1998 annoncerede Netscape, at de ville frigive kildekoden til deres Internet-klienter. Kort efter at jeg hørte nyheden den følgende dag, lærte jeg, at direktøren Jim Barksdale beskrev mit arbejde til nationale medierapportere som "fundamental inspiration" for beslutningen.
Det var begivenheden, som kommentatorer i it-pressen senere ville kalde "skuddet hørt over hele verden" — og Barksdale havde givet mig rollen som Thomas Paine, om jeg ville det eller ej. For første gang i historien om hackerkulturen havde et Fortune 500-barn af Wall Street satset sin fremtid på troen på, at vores måde var rigtig. Og mere specifikt, at min analyse af 'vores vej' var rigtig.
Dette er et ganske alvorlig overraskelse at håndtere. Jeg havde ikke været særlig overrasket, da Katedralen og basaren ændrede hackerkulturens billede af sig selv; det var, hvad jeg alligevel havde forsøgt at gøre. Men jeg var forbavset (en underdrivelse) af nyheden om successen på udenfor. Så jeg tænkte meget i de næste få timer, efter nyheden havde nået mig. Om Linux' position og hackersamfundet. Om Netscape. Og om jeg, personligt, havde hvad der skulle til for at tage det næste skridt.
Det var ikke vanskeligt at konkludere, at det at hjælpe Netscape med at sejre var blevet en meget høj prioritet for hackerkulturen, og dermed for mig personligt. Hvis Netscapes satsning fejlede, ville vi hackere garanteret blive udsat for alle mulige ukvemsord. Vi ville blive set ned på i endnu et årti. Og det ville bare blive for meget.
På dette tidspunkt havde jeg været i hackerkulturen og levet gennem dets forskellige faser i tyve år. Tyve år med gentagne gange at iagttage brilliante idéer, lovende opstarter og overlegne teknologier ødelagt af marketing. Tyve år med at se hackere drømme og svede og bygge, ofte bare for at se den gamle fjende IBM eller den nye fjende Microsoft gå med de virkelige priser. Tyve år med at leve i en ghetto — en rimelig komfortabel ghetto fuld af interessante venner, men dog begrænset af en stor og uhåndterlig barriere af folkelige fordomme, hvor der er inskriberet "KUN IDIOTER BOR HER".
Netscape-annonceringen knuste den barriere, måske kun for et øjeblik; forretningsverdenen blev rystet i sin grundvold med hensyn til, hvad 'hackere' er i stand til. Men dovne mentale vaner har en stor modstand mod forrandring. Hvis Netscape fejlede, eller måske selv hvis de sejrede, ville eksperimentet måske blive set på som et unikt enkeltforestilling, som ikke var værd at gentage. Og så ville vi være tilbage i den samme ghetto, hvor murene ville være højere end før.
For at forhindre det, skulle vi have Netscape til at sejre. Så jeg betragtede, hvad jeg havde lært om basar-udvikling og ringede Netscape for at yde min hjælp til at udvikle deres licens og udarbejde detaljerne af strategien. I starten af februar fløj jeg til Mountain View efter deres ønske og var der i syv timer i møder med forskellige grupper i Netscape-hovedkvarteret, og jeg hjalp dem med at udvikle skitsen til, hvad der skulle blive til Mozilla Public License og Mozilla-organisationen.
Mens jeg var der, mødte jeg adskillelige nøglepersoner i Silicon Valley og det nationale Linux-samfund. Mens det at hjælpe Netscape helt klart var en kortsigtet prioritet, havde alle, jeg talte med allerede forstået behovet for en langsigtet strategi for at følge op på Netscape-udgivelsen. Det var tid til at udvikle en.
Det var let at få øje på skitsen af strategien. Vi skulle tage de pragmatiske argumenter fremsat af mig i Katedralen og basaren, udvikle dem videre og derefter bruge dem stærkt i offentligheden. Fordi Netscape selv havde en interesse i at bevise for investorer, at deres strategi ikke var underlig, kunne vi satse på med med hjælp med promoveringen. Vi ansatte også Tim O'Reilly (og O'Reilly & Associates gennem ham) tidligt i forløbet.
Det virkelige konceptuelle gennembrug var dog, da vi blev enige med os selv om, at vi skulle opstarte en marketing-kompagne — og at det ville kræve marketings-strategier (spind, opbygning af image og branding) for at få det til at virke.
Derfor termen 'open source', hvilken de første deltagere i det, der senere skulle blive Open Source-kampagnen (og senere igen 'the Open Source Initiative organization'), opfandt ved et møde holdt i Mountain View-rummene ved VA Research 3. februar 1998.
Det var klart for os, at termen 'free software' havde forvoldt vores bevægelse stor skade over årene. En del af dette skyldtes det faktum, at ordet 'free' har to forskellige betydninger i det engelske sprog; den ene betydning dækker over en pris på nul og den anden er relateret til idéen om frihed. Richard Stallman, hvis Free Software Foundation længe har været tilhænger af termen, siger "Tænk ytringsfrihed, ikke gratis øl", men tvetydigheden af termen har alligevel skabt seriøse problemer — særligt efter som det meste "gratis software" også distribueres gratis.
Meget af skaden kom dog fra noget værre: den stærke association, som termen 'free software' har med fjendtlighed til intellektuelle ejerrettigheder, kommunisme og andre idéer, som en XXX informations-manager XXX næppe ville kunne lide.
Det faldt, og falder stadig, ved siden af pointen at argumentere for, at Free Software Foundation ikke er fjendtlige mod intellektuelt ejerskab og at dets position ikke helt er kommunistisk. Det vidste vi. Det vi indså, under presset fra Netscape-udgivelsen, var at FSF's aktuelle position ikke betød noget. Kun det at evangeliet var faldet i forkert jord (at it-pressen og forretningsverdenen associerede 'free software' med disse negative stereotyper) betød noget.
Vores succes efter Netscape ville afhænge af at erstatte de negative FSF-stereotyper med vore egne positive stereotyper — pragmatiske historier, som lød søde i formændenes og investorernes ører, med større stabilitet og lavere omkostninger og bedre faciliteter.
Med konventionelle marketing-termer var vores opgave at gen-brande produktet og opbygge dets rygte, sådan at forretningsverden ville kaste sig over det.
Linus Torvalds støttede offentligt idéen dagen efter det første møde. Vi begyndte at arbejde på det indenfor få dage. Bruce Perens registrerede domænet <opensource.org> og den første version af Open Source-hjemmesiden var oppe inden for en uge. Han foreslog også, at Debian Free Software Guidelines blev til 'Open Source Definition' og begyndte at registrere 'Open Source' som et certifikationsmærke, sådan at vi legalt ville kunne få folk til at bruge 'Open Source' til produkter, som opfyldte OSD.
Selv de specifikke taktikker, som var nødvendige for at bruge strategien syntes ret klare for mig selv ved dette tidlige stadie (og de blev diskuteret ved det første møde). Hovedtemaer:
1. Arbejd ikke nedefra og op, men oppefra og ned
Én af de ting, som syntes klarest var at den historiske Unix-strategi med at arbejde nedefra og op (at stole på, at ingeniører overtaler deres bosser med rationelle argumenter) havde været en fejl. Dette var naivt og kunne let XXX overgås XXX af Microsoft. Og hvad mere er, Netscapes gennembrud skete ikke på den måde. Det skete, fordi en strategisk beslutningstager (Jim Barksdale) fik idéen og derefter tvang denne vision på folk under ham.
Konklusionen var ikke til at gå fejl af. I stedet for at arbejde nedefra og op, skulle vi sprede budskabet oppefra og ned — ved at gøre et direkte forsøg på at fange XXX boss-typerne XXX.
2. Linux er vores bedste demonstration
At promovere Linux skal være vores stød. Der er selvfølgelig mange andre ting i gang i open source-verdenen, og kampagnen vil bøje sig respektfuldt i deres retning —- men Linux havde det bedste navn i begyndelsen, den bredeste software-base og det største udviklersamfund. Hvis ikke Linux kan støbe gennembrudet, kan intet andet, pragmatisk talt, have en chance.
3. Kom med i Fortune 500
Der er andre markedssegmenter, der bruger flere penge (små forretninger og hjemmekontorer er de mest oplagte eksempler), men disse markeder er diffuse og svære at fange. Fortune 500 har ikke kun masser af penge, men koncentrerer disse penge, hvor de er relativt tilgængelige. Derfor gør softwareindustrien stort set, hvad Fortune 500 forretningsmarkedet fortæller dem. Og derfor er det primært Fortune 500, vi har brug for at overtale.
4. Invitér medierne, som støtter Fortune 500
Valget med at fange Fortune 500 medfører, at vi skal fange medierne, som former meningerne blandt de store beslutningstagere og investorer: Meget specifikt New York Times, Wall Street Journal, Economist, Forbes og Barron's Magazine.
Med dette synspunkt er det nødvendigt at invitere den tekniske presse, men ikke tilstrækkeligt; det er vigtigt primært som en prekondition for at storme Wall Street selv via medierne.
5. Uddand hackere i Guerrilla-markedstaktikker
Det var også klart, at en uddannelse af hackersamfundet selv ville være lige så vigtigt som at nå mainstream-medierne. Det ville være utilstrækkeligt at have én eller en håndfuld ambassadører, som talte effektivt sprog, hvis de fleste hackere på græsrods-plan gav argumenter, som ikke virkede.
6. Brug open source certifikationsmærket for at holde tingene rene
Én af truslerne, vi stod over for var muligheden af at termen "open source" ville blive "anerkendt og udvidet" af Microsoft eller andre store firmaer, som dermed ville ødelægge og stjæle vores budskab. Dette var grunden til at Bruce Perens og jeg tidligt besluttede os for at registrere termen som et certifikationsmærke og binde det til Open Source Definition (en kopi af Debian Free Software Guidelines). Dette ville gøre os i stand til at skræmme potentielle misbrugere med muligheden for sagsøgning.
Tingene udviklede sig på den måde, at U.S. Patent og Trademark-kontoret ikke ville istandsætte et mærkevare for en sådan deskriptiv frase. Heldigvis havde termen på det tidspunkt, hvor vi formelt måtte afskrive processen med at formelt offentliggøre termen "Open Source" et år senere, fået sit eget liv i pressen og andetsteds. Den slags alvorlig misbrug, som vi frygtede har ikke (i det mindst ikke endnu her i november 2000) fundet sted.
At planlægge denne form for strategi var relativt let. Det svære (ihvertfald for mig) bestod i at acceptere hvad min egen rolle skulle være.
En sag, jeg forstod fra begyndelsen var, at pressen glemmer abstraktioner. De vil ikke skrive om idéer hvis de ikke kommer fra stormægtige personligheder. Alt skal være historie, drama, konflikt, lydbidder. Hvis ikke vil reportere simpelthen falde i søvn —- og hvis de ikke gør det, vil deres redaktioner gøre det.
Derfor vidste jeg at nogen med særlige karakteristika skulle findes for at stå konfrontere samfundets svar på Netscape's mulighed. Vi havde brug for en græsrod, en spindoktor, en helt, en ambassadør, en evangelist —- én, som kunne danse og synge og råbe fra hustagene og forføre reportere og distrahere chefer og støde til mediemaskinen indtil vi fik budskabet ud: Revolutionen er her!.
Modsat de fleste hackere er jeg en extrovert person og havde allerede haft meget erfaring med at håndtere pressen. Da jeg så mig om kunne jeg ikke finde nogen, som var bedre end jeg til at spille evangelist. Men jeg ønskede ikke jobbet, da jeg vidste, at det ville koste mig livet for mange måneder, måske år. Mit privatliv ville blive ødelagt. Jeg ville sikkert blive latterliggjort som en nørd af pressen og (hvad er værre) udhængt som en hykler af en stor del af min egen skare. Men værre end alle de andre slemme konsekvenser sammenlagt: Jeg ville sandsynligvis ikke have tid til at hacke mere!
Jeg blev nødt til at spørge mig selv: Er du så træt af at se din skare tabe så du vil gøre hvad det end måtte koste at vinde? Jeg besluttede mig for at svaret var ja —- og med den beslutning kastede jeg mig ind i det beskidte, men nødvendige arbejde med at blive en offentlig figur og mediepersonlighed.
Jeg lærte nogle basale spilleregler, mens jeg redigerede The New Hacker's Dictionary. Denne gang tog jeg det meget mere alvorligt og udviklede en komplet mediemanipulations-teori, som jeg så brugte. Teorien centrerer sig om brugen af, hvad jeg kalder "attraktiv dissonans" til at lokke til nysgerrighed om evangelisten og så udnytte denne gnist så meget som muligt ved at promovere idéerne.
Dette er ikke stedet for en detaljeret eksposition af min teori. Men kloge læsere kan sikkert se linjen fra frasen "størst mulig provokation" og det faktum, at min interview-teknik involverer at diskutere min interesse i pistoler, anarki og heksekraft, mens jeg ser så ren, drengeagtig charmerende og fuldstændig amerikansk, som jeg overhovedet kan. Tricket er at lyde udfordrende mærkelig, men udvise en ånd af ærlighed og enkelhed. (Husk at for at tricket skal fungere, tror jeg, at du virkelig skal være sådan; at fuske har en høj risiko for at det bliver set, og det kan jeg ikke anbefale.)
Kombinationen af "open source"-mærket og bevidste promovering af mig selv som en evangelist viste sig at have både de gode og de dårlige konsekvenser, som jeg forventede. De ti måneder følgende Netscape's annoncering viste en stabil eksponentiel stigning i mediedækningen af Linux og open-source-verdenen generelt. Gennem denne periode, citerede omkring en tredjedel af disse artikler mig direkte; de fleste af de andre to tredjedele brugte mig som baggrundkilde. På samme tidpunkt deklarerede en yderliggående minoritet af hackere mig som en ond egoist. Jeg klarede at have en sans for humor om begge udfald (som til dels var lidt svært).
Min plan fra begyndelsen var, at jeg på et tidspunkt ville afgive evangelist-rollen til en efterfølger, enten en enkeltperson eller en organisation. Der ville komme et tidspunkt, hvor karisma blev mindre effektivt end bredt baseret institutionelt respekthed (og, fra mit synspunkt, jo før desto bedre!). Jeg forsøger at overføre mine personlige forbindelser og nøje opbyggede ry med pressen til Open Source Initiative, en nonprofit organisation skabt specifikt til at varetage Open Source-mærket. I skrivende stund er jeg stadig presidenten for denne organisation, men håber og forventer ikke at være det i lang tid fremover.
Open-source-kampagnen begyndte med mødet ved Mountain View og samlede straks et uformelt netværk af allierede over Internettet (deriblandt nøglepersoner ved Netscape og O'Reilly Associates). Når jeg fra nu skriver "vi" refererer jeg til dette netværk.
Fra 3. februar indtil Netscape's udgivelse d. 31. marts var vores største bekymring at overbevise hacker-samfundet, at mærket "open source" og dets argumenter var vores bedste forsøg på at overbevise den gængse befolkning. Dette skifte var, viste det sig, nemmere end vi havde forventet. Vi opdagede et meget ophobet behov for et budskab, som var mindre doktrinært end Free Software Foundations.
Tim O'Reilly inviterede rundt regnet tyve ledere af store fri software-projekter til det, der senere er blevet kaldet Free Software Summit den 7. marts. Da disse ledere stemte for at bruge termen "open source", gyldiggjorde de formelt den trend, som allerede var klar ved græsrodsniveauet blandt udviklere. Seks uger efter mødet ved Mountain View, talte en stor del af samfundet vores sprog.
Opmærksomheden efterfulgt af Free Software Summit gjorde, at pressen blev introduceret til termen og viste også, at Netscape ikke var alene med at bruge open-source-konceptet. Vi havde givet navn til et fænomen, hvis indflydelse allerede var større end nogen udenfor Internet-samfundet havde indset. Modsat indespærrede udfordere var open source-programmer allerede markedsledere i at udbyde nøgleelementer af Internet-infrastrukturen. Apache var den førende web server med mere end 50% markedsandel (som nu er vokset til mere end 60%). Perl var det dominerende programmeringssprog for det nye kuld af web-baserede applikationer. Sendmail overfører mere end 80% af alle Internettets email-beskeder. Og selv det allestedsnærværende domænenavns-system (som lader os bruge navne som www.yahoo.com fremfor obskure IP-adresser) afhænger næsten fuldstændigt på en open-source-program kaldet BIND. Som Tim O'Reilly sagde ved pressekonferencen efter mødet ment til de samlede progrmmører og projektledere: "Disse mennesker har skabt produkter med dominerende markedsandele kun i kraft af deres egne idéer og samfundet omkring deres med-udviklere." Hvad kunne ikke blive muligt, hvis store firmaer også benyttede open-source-metoden?
Dette var en god begyndelse for vores "luftkrig", vores forsøg på at ændre synspunkter gennem pressen. Men vi behøvede stadig at have fodfæste på jorden. I april, efter mødet og Netscape-udgivelsen, var vores største udfordring at rekrutere så mange open-source-kræfter som muligt. Målet var at få Netscape's beslutning til at se større ud —- og at købe garanti i fald at Netscape kørte dårligt og ikke nåede sine mål.
Dette var en meget bekymret tid. På overfladen syntes alt at se pænt ud; Linux var succesfuld, det bredere open-source-fænomen nød af en spektakulær eksplosion i pressebevågenhed og vi var endda begyndt at modtage positiv dækning i pressen. Ikke desto mindre forstod jeg, at vores succes var skrøbelig. Efter en begyndende vifte af bidrag gik samfundets deltagen i Mozilla ned på grund af nødvendigheden for det kommercielle Motif. Ingen af de store uafhængige software-sælgere havde bundet sig til Linux. Netscape var stadig ensom, og dets browser tabte stadig markedsandele til Internet Explorer. Ethvert bagslag kunne føre til negative ting i pressen og den offentlige mening.
Vores første seriøse gennembrud efter Netscape kom d. 7. maj, da Corel Computer annoncerede sin Linux-baserede Netwinder netværkscomputer. Men det var ikke nok i sig selv; for at stå fast havde vi brug for, at industriledere, ikke sultne alternativer, men industriledere bandt sig. Således var det annonceringerne i midten af juli af Oracle og Informix, som virkelig lukkede denne sårbare fase.
Database-gruppen deltog i Linux-festen tre måneder tidligere, end jeg forventede, men det var sent nok. Vi havde tænkt på, hvor lang tid den positive omtale kunne fortsætte uden support fra uafhængige software-sælgere, og vi blev mere og mere nervøse for, hvor vi kunne finde det. Efter Oracle og Informix annoncerede Linux-porteringer, begyndte andre uafhængige software-sælgere at annoncere Linux-support næsten rutinemæssigt, og selv hvis Mozilla fejlede var det ikke en katastrofe.
Perioden fra midten af juli til begyndelsen af november var en konsolidationsfase. Det var på dette tidspunkt, at vi begyndte at se en nogenlunde stabil dækning fra de financielle medier, jeg oprindeligt havde brugt, skudt i gang af artikler i The Economist og en forsidehistorie i Forbes. Forskellige hardware- og software-sælgere sendte følere ud til open-source-samfundet og begyndte at udarbejde strategier for at få fordel af den nye model. Og internt begyndte den største sælger med lukket kildekode at blive særdeles bekymret.
Akkurat hvor bekymret blev åbenlyst, da de nu berygtede Halloween Documents lækkede fra Microsoft. Disse interne strategi-dokumenter anerkendte open-source-modellens styrker og fremlagde Microsofts analyse i, hvordan man skulle takle den ved at ødelægge de åbne protokoller, som open source afhænger af, og ved at afvise et valg fra kunderne.
Disse Halloween Documents var dynamit. De var et åbenlyst dokument om styrkerne ved open-source-udvikling fra det firma, som havde mest at tabe fra Linux' succes. Og de konfirmerede mange folks mørkeste tanker om de taktikker, som Microsoft ville bruge for at stoppe den.
Halloween-dokumenterne tiltrak en massiv mediedækning i de første uger af november. De skabte en ny bølge af interesse i open-source-fænomenet, som til vores fordel konfirmerede alle de punkter, vi havde skabt i måneder. Og de ledte til en direkte invitation for mig at mødes med en udvalgt gruppe af Merrill Lynchs største investorer omkring softwareindustriens status og fremtiden for open source. Wall Street havde endelig kommet til os.
De følgende seks måneder var et studie i stadig større surrealistiske kontraster. På den ene side var jeg blevet inviteret til at holde taler om open source til strategister og teknologi-investorer i Fortune 100; for første gang i mit liv fik jeg muligheden for at flyve i første klasse, og jeg så det indre af en limusine. På den anden side lavede jeg gadeteater med græsrods-hackere —- som i den sjove demonstration "Windows Refund Day" den 15. marts 1999, da en gruppe Linux-brugere fra Bay-området marcherede blandt Microsofts kontorer med fuld mediedækning, fordi de ville have pengene tilbage for den ubenyttede Windows-software, som fulgte med deres maskiner.
Jeg vidste, at jeg var i byen den weekend for at tale ved en konference holdt af Reason Foundation, så jeg meldte mig frivilligt til at være en formand for begivenheden. Tilbage i december var jeg med i et Star Wars parodi-plot i Internet-tegneserien "User Friendly". Så jeg lavede spøg med organisatorene ved at have en Obi-Wan Kenobi kostume på ved demonstrationen.
Til min overraskelse fandt jeg ud af, at organisatorene rent faktisk havde lavet et flot Jedi-kostume —- og der var jeg så, i færd med at lede en parade, som inkluderede sjove tekster og et amerikansk flag og en relativt stor plastik-pingvin, mens vi råbte "May the Source be with you!" til tilfredse reportere. Til min endnu større overraskelse, fik jeg lov til at komme med vores budskab til pressen.
Jeg tror ikke, at nogen ville blive overrasket, da videoen vistes på CNBC. Demonstrationen var en overordentlig succes. Microsofts PR-position, som stadig prøvede at overleve fra Halloween-dokumenterne, blev yderligere svækket. Og i løbet af få uger begyndte store producenter af PC'er og bærbare PC'er at annoncere, at de ville sælge maskiner uden Windows installeret og uden "Microsoft-moms" i prisen. Det så ud som om, vores lille gadeteater havde nået sit hjem.
Mens open source-kampagnens luftkrig i medierne var i fuld gang, ændredes også nøgleteknikker og -markedsfakta, hvor arbejdet blev lavet. Jeg vil kort her resumere nogle af dem, da de på en interessant måde forbinder sig med trenderne i pressen og den offentlige anskuelse.
I de atten måneder efter Netscapes udgivelse fortsatte Linux med at vokse i hurtigt. Udviklingen af støtte til solid symmetrisk-multiprocessing og den effektive færdiggørelse af 64-bit lagde vigtige grundsten til fremtiden.
Værelset fyldt med Linux-bokse, som skabte scenerne til filmen Titanic gjorde byggere af dyre grafik-motorer frygtsomme. Derefter viste Beowolf supercomputeren, at Linux' kinesiske hær-sociologi med succes kunne bruges til state-of-the-art videnskabelig computerbrug.
Intet dramatisk skete som skulle få Linux' open-source-konkurrenter til at springe over til medielyset. Og kommercielle Unix'er fortsatte med at tabe markedsandele; i midten af året var det faktisk kun NT og Linux, som skaffede sig markedsandel i Fortune 500, og i det sene efterår voksede Linux hurtigere (og mere til fortrydelse for NT end andre Unix'er).
Apache fortsatte med sin føring i web-server-markedet. (I august 1999 kørte Apache og dets efterkommere totalt 61% af verdens offentlige tilgængelige web-servere.) I november 1998 formåede Netscape at omvende sin markedsandels-kurve og begyndte at få andele fra Internet Explorer.
I april 1999 forudsagde de respekterede computermarkeds-researchere IDG, at Linux ville vokse dobbelt så hurtigt sammenlagt som alle andre server-operativsystemer i 2003 —- og hurtigere end Windows NT. I maj tog Kleiner-Perkins (Silicon Valley's førende risiko-kapital firma) en ledende position ved at financiere et Linux-opstartsfirma.
Stort set den eneste negative udvikling var de stadige problemer med Mozilla-projektet. Jeg har andetsteds analyseret disse (i Den magiske kedel). De nåede klimaks, da Jamie Zawinski, en af Mozillas grundlægere og ansigtet udaftil sagde op et år og en dag efter udgivelsen af kildekoden, brokkende sig over dårligt management og forspildte muligheder.
Men det var en indikation på det store momentum, som open source havde skaffet sig på dette tidspunkt, at Mozillas besværligheder ikke gjorde adoptionen af open source langsommere. Pressen havde lært den rette lektion: "Open source," i Jamies nu berømte ord, "er godt, men det er ikke magisk stjernestøv."
I den tidlige del af 1999 begyndte den trend blandt store uafhængige software-sælgere (ISV'er) at oversætte deres forretnings-applikationer til Linux, efterfølgende den føring, som tidligere var sat af de store database-sælgere. I det sene juli annoncerede den største af dem alle, Computer Associates, at de ville støtte Linux i mange af dets produkter. Og tidlige resultater fra en undersøgelse i august 1999 af 2000 IT-formænd afslørede, at 49% ser Linux som et "vigtigt eller essentielt" element af deres computer-strategier. En anden undersøgelse af IDC beskrev det, de kaldte "en forygende vækstkurve" siden 1998, da market-researchere ikke kunne finde statistisk signifikant brug af Linux; 13% af respondanterne bruger nu det i forretningsøjemed.
I året 1999 gik mange succesfulde Linux-firmaer på aktiemarkedet: Red Hat Linux, VA Linux Systems og andre Linux-firmaer. Mens de overdrevne dot-com-lignende værdier, som investorer puttede på dem ikke overlevede de store markedskorrektioner i marts 2000, etablerede disse firmaer en uforvekslet for-profit-industri omkring open source, som fortsætter med at være et fokus for investorer.
Jeg skriver om den nærmeste fremtid her, bare for at få det ned på papir. Mere vigtigt er det, at det sætter baggrunden sådan, at vi kan forstå trender og spå nogle ting om fremtiden.
Først sikre forudsigelser for det kommende år:
Jeg skrev disse forudsigelser i midten af december år 1998. Alle er stadig rigtige her i november 2000, to år efter, de er skrevet. Kun den sidste kan diskuteres; Microsoft havde succes med at udgive Windows 2000 ved drastisk at reducere det faciliteter; antallet af brugere har ikke været hvad de håbede.
Følger vi disse trends, ser vi nogle lidt mere risikofyldte forudsigelser for perioden 18 til 32 måneder.
(Dette er allerede sandt i 1999 med LinuxCare og Linux støtte-service af IBM og HP og andre.)
(I det tidlige 2000 blev SGI's IRIX ødelagt af den officielle Linux-brug indenfor SGI selv, og i midten af 2000 enedes SCO at blive opkøbt af Caldera. Det ser nu sandsynligt ud til, at et antal Unix-hardware-sælgere vil skifte til Linux uden megen klagen, som SGI allerede er i gang med at gøre.)
(I midten af 2000 viste en akkurat udgivet IDG-undersøgelse, at "død ved udgivelsen" ser ud til at være mere sandsynlig, fordi de fleste respondanter simpelthen afviser at bruge udgivelsen og eksisterende brug oplever alvorlige sikkerheds- og stabilitetsproblemer. Det faktum, at Microsoft selv blev cracket to gange i de sene oktober/tidlige november i 2000 hjalp heller ikke.)
Ved første øjekast så disse trends ud som en opskrift til at lade Linux være den sidste bestående. Men livet er ikke så enkelt, og Microsoft høster så en så stor sum af penge og markedskræfter fra desktop-markedet, at de ikke sikkert kan udelades selv efter monstrummet Windows 2000.
Men der er også grunde til at tro, at Microsoft kommer til at få alvorlige problemer i 2001, som ikke er relaterede til hverken Linux eller loven. Som hardware-priser falder, er de 59% af Microsofts indkomster, som kommer fra at sælge præinstallationer af PC OEM'er under pres. Disse låste licensomkostninger repræsenterer en stadig større del af OEM's andele; på et tidspunkt vil OEM'erne være nødt til at skaffe penge fra Redmond for at hente profitter i det hele taget. Vi ved, hvor det kritiske prispunkt er fra at observere værktøjs- og PDA-markedet; det er på omkring $350. Efter forhenværende mønstre vil desktop-priserne være på $350 før midten af 2001 —- og når det sker, vil OEM'er blive nødt til at afvige fra Microsoft-basen for at overleve.
Det vil heller ikke hjælpe Microsoft at svare på den åbenlyse måde ved at optage en procentdel af systemets salgspris i stedet for en fastlåst sum per del. OEM'er kan nemt opgradere det system ved at udelade at inkludere dyre komponenter som skærmen —- og selv hvis de ikke gjorde, ville Wall Street anse sådan et træk som, at Microsoft havde mistet kontrollen over deres fremtidige indkomster. På den ene eller anden måde ser Microsofts indkomster ud til sandsynligvis at falde i bund langt før loven får en endelig afgørelse.
Så efter to år ser krystalkuglen lidt tåget ud. Hvilke af mange fremtider vi får afhænger af spørgsml som: vil loven rent faktisk have succes med at slå Microsoft ned? Kan BeOS eller OS/2 eller Mac OS/X eller et andet niche og lukket styresystem, eller et komplet nyt design, finde en vej til at åbne sig og konkurrere effektivt med Linux's 30 år gamle design? Året 2000 forvirrede i hvert fald.
Disse faktummer er alle særdeles ubetydelige. Men der er ét sådant spørgsmål, som er værd at tænke over: Vil Linux-samfundet rent faktisk udgive en god grafisk brugergrænseflade til hele systemet?
I den første udgave af denne bog fra 1999 sagde jeg, at det mest sandsynlige for det sene 2000/tidlige 2001 har LInux i effektiv kontrol af servere, datacentre, internet-udbydere og Internettet, mens Microsoft vedligeholder sit tag i desktoppen. I november 2000 havde denne forudsigelse vist sig at holde stik næsten fuldstændig undtagen i store data-centre, og der ser det ud til at være opfyldt om få måneder.
Hvor det går derfra afhænger af om GNOME, KDE eller en anden Linux-baseret grafisk brugergrænseflade (og programmerne bygget til at bruge det) nogensinde vil blive så gode til at konkurrere med Microsoft.
Hvis dette primært var en teknisk sag, ville udfaldet næppe være svært at forudsige. Men det er det ikke; det er en sag om ergonomisk design og grænseflade-psykologi, og hackere har historisk set været dårlige til netop dette. Det vil sige, mens hackere kan være ganske gode til at designe grænseflader til andre hackere, plejer de ikke at være gode nok til at modellere tankevejene af de andre 95% af befolkningen til at skrive grænseflader som Jens Bruger og hans tante vil købe.
Programmer var problemet i 1999; det er nu klart at vi vil få programmer, som vi ikke skriver selv fra uafhængige sælgere. Jeg tror, at problemet i 2001 og senere er hvorvidt vi kan vokse store nok til at møde (og overvinde!) kvaliteten af grænseflade-design sat af Macintosh og kombinere det med den traditionelle Unix' dyder.
Her i midten af 2000 ser hjælpen ud til at komme fra opfinderne af Macintosh! Andy Hertzfeld og andre medlemmer af det oprindelige design-team bag Macintosh har dannet et open-source-firma kaldet Eazel med det mål at bringe Macintosh-magien til Linux.
Vi ler ad "verdensherredømme", men den eneste måde vi kan komme så langt på er ved at tjene verdenen. Med det menes Jens Bruger og hans tante; og det betyder at lære at tænke om det vi laver på en fundamental ny måde og koste hvad det vil reducere kompleksiteten af det gængse miljø til et absolut minimum.
Computere er værktøjer for mennesker. Derfor må udfordringen i at designe hardware og software komme til det udgangspunkt at designe for mennesker —- alle mennesker.
Denne sti vil være lang, og ikke let. Men jeg tror, at hacker-samfundet i alliance med dets nye venner i den offentlige verden vil klare opgaven. Og, som Obi-Wan Kenobi kunne have sagt, "the Source will be with us".