2008-02-16

Certificering

Som tiden dog flyver! Jeg var med Sven og Per ude at spise Thai i aftes i Grønnegade, og udover at det var skægt, fik jeg også lånt Svens USB-DVD drev og en solaris 10 installations DVD med hjem - så nu sidder jeg og forsøger at få Solaris 10 til at køre på min nye Thinkpad x60 laptop. Jeg må indrømme at jeg ikke har de store forventninger til at få wifi op at køre, selvom det ser ud til at det kan lade sig gøre - der er rapporter om det på nettet, i sær fordi det heller ikke lykkedes mig med Ubuntu Linux 7.04. Om ikke andet er det god træning, fordi jeg har tilmeldt mig del 1 af Solaris 10 systemadministrations-certificerings-eksamen i slutningen af marts, hos Prometric. Det giver mig en måned at læse op i - og motivationen til at gøre det, og det burde være ladsiggørligt. Jeg skulle have været ude at dykke i dag, lørdag, for vejret er glimrende, og der er ikke meget vind, og det er der i morgen, søndag, men alle dem med biler meldte afbud, og ja - så er det svært. I stedet har jeg været ude at løbe, første gang siden Florida i forrige uge, og det var godt at se at formen stadig er rimelig. Hen ad Amagerbrogade, op ad Øresundsvej, ned ad Amager Strandvej, til højre ad Italiensvej og hjem. Det var herligt. Torsdag var jeg med Annedorthe og Sonia og Jeppe på Cafe Globen og se lysbilledshow fra mellemøsten - fra Istanbul til Cairo. Cafe Globen drives af De Berejstes Klub, og jeg har aldrig været der før, og det var en imponerende oplevelse. Både foredraget og billederne, naturligvis, men også stemningen, det at være blandt virkelige globetrottere. Unge enthusiaster, og gamle, rynkede mennesker, som vitterligt har prøvet alt. Man skal - vistnok - have været i mindst 30 lande (mere end 24 timer i landet, mindst, så 4 timers ophold i en lufthavn tæller ikke), eller så mange lande som man er gammel i år, og skal besøge mindst to nye lande hvert andet år. Jeg har pt besøgt 25 lande, så der er lidt at indhente endnu, men Sven og jeg snakkede om at tage til Thailand til September for at dykke - så der er stadig muligheder.


Posted by ole | Permanent link | File under: job, dykning