I aftes led jeg et sviende nederlag i Risk hos Servio i Sct Annæ-gade - muligvis hybris fra sidste storslåede sejr. Jeg burde have vidst, at træerne ikke gror ind i himmelen. Ved midnatstid spurtede jeg hjemad, for at komme til at sove - for at være rimeligt udhvilet til dagens dykning. Den skulle foregå på Vapper, en Estisk trawler på 115 meter, der sank i december 1994. Desværre var turen fuldt booket, og der var ingen afbud - så der kom jeg ikke med :-( Efter en god lang morgenmad (nu jeg var oppe kl 0730 alligevel!) og frokost, kørte jeg til Christianshavn kl 1415 og riggede til - og sejlede ud af Københavns Havn kl 1445. Vinden var jævn til frisk, 9 m/s fra nordvest, og bølgerne middelhøje. Til trods for min egen manglende rutine (første tur i år), og gastens ikke-eksisterende rutine (første gang nogensinde) kom vi fint ud til møllerne, og gik så nordpå med vinden foran for tværs, bagbords halse. Der mangler en nitte øverst hvor bommen sidder fast på masten, og det gav nogle betænkligheder - surt hvis vi pludselig ville miste bommen - i særdeleshed vejret taget i betragtning. Heldigvis blev den siddende, og kl 16 vendte vi om, styrbords halse, agten for tværs. På vej ind igennem Lynetteporten kom vi desværre op i vindøjet, mistede fremdrift, og begyndte at drive sydpå - hurtig beslutning, bomvending, og en tur rundt om sig selv og ud igen i indsejlingen. Der fik vi så motoren i, og i behørig afstand af klipperne med båden stående i vinden, kunne jeg bjærge sejlene. Og så var det stille og roligt for motor tilbage til Kanalen. Hjemme kl 1730.
Efter et bad og omklædning ud af døren igen - hos Servio - med Marie, Janni, Lars, Justin, og Julian og fælles madlavning (mørbrad, frikadeller, gravad laks, kartoffelsalat, æg, tomater, bacon, calamares, varm leverpostej, øl og vin) og spisning. Efterfølgende Trivial Pursuit som Servio og jeg vandt overbevisende. Hjem og sove (og skrive dette indlæg) kl 00.00.