May 2006 Archives

2006-05-30

Det lykkedes mig at undslippe fra kontoret kl 1630, og kl 1730 lagde vi fra kaj - frisk vind fra nordvest, 8-10 m/s, men solskin. Kursen mod øst for halvvind, syd om Middelgrundsfortet og stik mod Flakfortet. For plat læns nord om, og rundt om, og tilbage igen for bidevind stik vest. Bølgerne var halvhøje, vel omkring 1 meter, og det blev ubehageligt at forsøge at gå lige på - så vi faldt af for vinden og kom ind ca ved fjerde mølle fra nord. Så en stagvending og bidevind på bagbords halse tilbage mod Middelgrundsfortet langs møllerne- stik mod strømmen, men med bølgerne ind foran for tværs. Så endnu en stagvending, og vi kunne gå direkte ind igennem Lynetteløbet ind i yderhavnen for bidevind på styrbords halse. Vi sneg os forbi indsejlingsbøjerne (lige akkurat plads uden at skulle vende igen), og kunne så falde af for vinden og gå for sejl med vinden agten for tværs, styrbord halse, indtil vi nåede Kanalen, satte motor, pillede sejlene ned og pakkede sammen, og lagde til på nummer 36. Spisning og fadøl på Cafe Luna i Sankt Annæ-gade.


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads

2006-05-26

Hov! Hvor blev dagene af!? Nå men i den sidste uges tid har jeg arbejdet en del ... øh, og det er cirka det. Torsdag var jeg til morbror Gerts 60-års-fødselsdag i Lyngby - skægt at se store dele af familien (fætre og kusiner bl.a.) igen. Aftensmad med forældrene og Jes og Gitte på Restaurant Extra i Østergade - endelig lod det sig gøre! Jes og jeg har snakket om den restaurant siden den startede på Trianglen for en del år siden - den har altid fået rigtig gode anmeldelser. Maden var god, men egentlig synes jeg den er bedre på Tapasbaren i Dronningens Tværgade. Mere autentisk i hvert fald. Her var den super veltilrettet, men måske lidt for moderne, fancy. Men fint endeligt at få det afprøvet.


Posted by ole | Permanent link

2006-05-15

Læg mærke til hvordan jeg med een hånd binder et flagknob med rundtørn, uden at kigge, beroliger mor, der ikke er helt tryg ved situationen, og belærer far (der ror) om strømvektorer og forskellen på styret og sejlet kurs og hvad magnetisk deviation egentlig går ud på...

Så jeg ringede til viceværten her til morgen, og spurgte ham om der var noget nyt i sagen om den manglende ventilation i køkken og bad - for han pillede jo ligesom loftet ned for to uger siden, og har ikke været forbi og sætte det op efterfølgende. Han svarede, at 1) han havde smidt min nøgle væk(!), og 2) at han havde været oppe hos overboen og konstatere at der heller ikke er fungerende ventilation der! Den hidkaldte ingeniør havde verificeret at der faktisk ikke er ventilation nogen steder i bygningen, og at det formentlig har været sådan siden bygningen blev renoveret i juli/august 2000! Aaaargh!!! Jeg sagde det jo! Jeg har rykket for dette ca en gang hver anden eller tredje måned i flere år, og nu indser de, at det aldrig har virket! Ventilationsfirmaet har åbenbart forbundet slangerne forkert eller sådan noget - der er fuld sug på oppe på loftet, men det kan ikke mærkes i lejlighederne. Flot, venner!


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads

2006-05-12

Vi mødtes til morgemad på båden kl 12, og sejlede så nordpå til Taarbæk, hvor vi gik ind ved 15-tiden. Frisk vind fra nordvest. Taarbæk havn er ret lille, så vi endte med at lægge os som nummer 3 "i lag", dvs uden på en anden båd, der i forvejen lå uden på en tredje. Gik en tur, spiste en is, købte sandwiches, og sejlede så tilbage mod København ved 1630-tiden. På trods af fralandsvind - og derved også modvind - gik vi for sejl ind igennem havnen, lidt en udfordring på kryds igennem bassinet - til "Halvandet", hvor vi mødtes med Skibsdreng Anders - og Sofie, og spillede så beach volley, drak øl, og hyggede til ca kl 2030. Tilbage i Kanalen afriggede vi, og fik så aftensmad på Cafe Luna i Sankt Annæ-gade. Med fralandsvind er temperaturen på vandet langt mere behagelig - jeg kunne sejle i shorts og bar mave hele vejen. Jeg afholdte mig dog fra at hoppe i vandet, hvad Thomas, Andreas, og Stefan gjorde, ud for Taabæk. Fjolser. De kom ret hurtigt op igen - vandtemperaturen er nok ikke meget højere end 8 grader pt...


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads

2006-05-06

D24 sejler fint med 4 personer, men vi gik ud 5 stk i dag i frisk vind, krydsning mod Flakfortet, hvor vi ankom ved 15-tiden i strålende solskin. Her spiste vi frokost, gik en tur, og lagde turen hjemover igen kl 1630, for læns. Topfart (tak til Per M. M. for lån af GPS) på 7.9 knob, gennemsnitsfart 5.0 knob. Det er ikke ringe i en 24 fods båd.


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads

2006-05-05

Første dag med rengøring i ... alt for lang tid. Nøj hvor er det lækkert at komme hjem til en ren og velduftende lejlighed!

Kl 1730 mødtes jeg med Erik, Per, og Pernille ved WIP Marine, klar til en hurtig sejltur. Igen pålandsvind og igen for halvvind til Taarbæk og tilbage igen. Vind 6-8 m/s, ca 10 DEG C på vandet (men hele dagen i dag har det været 21 DEG C - sommeren er kommet). Vi vendte om kl 1915 og var tilbage (igen for fulde sejl igennem havnen) kl 2100. Efterfølgende nachos og fadøl på Cafe Luna i Sankt Annæ Gade.


Posted by ole | Permanent link

2006-05-04

Ok, jeg bliver vel fortrolig med båden på et tidspunkt! Anders ville hellere se fodbold og Stefan skulle ud at bowle, så førstestyrmand T. S. Nielsen og jeg mødtes ved Stærkodder kl 1730 og begyndte at rigge til. 2 gæstegaster dukkede op lidt senere, medbringende en kold six-pack, der blev accepteret som betaling. Kl 18 forlod vi yderhavnen, satte sejl og kurs mod nord med vinden foran for tværs, styrbord halse. Kl 1930 nåede vi Taarbæk havn, men lagde dog ikke til - vi vil stadig gerne hjem før det bliver mørkt. Ud for Skovshoved blev vi angrebet af nogle meget store, og hurtige sejlbåde der ikke rigtigt ville vige - det lignede noget kapsejlads men vi kunne ikke få øje på afmærkninger der indikerede det - så vi stak halen mellem benene! Bøller! For super halvvind tilbage mod København - tæt bidevind forbi ydermolen (hvor vi alle 4 var oppe at hænge for at holde båden tilnærmelsesvis lodret), og så for plat læns igen ind i havnen, til flot solnedgang kl 2030. Anduvning Chr. havns kanal kl 2110. Husk at se billeder!


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads

2006-05-03

Stefan, Anders, og jeg sejlede fra Chr. havn kl 18, vind fra øst-sydøst, med kurs mod Flakfortet. Vindretningen gjorde det lidt besværligt, da vi måtte krydse mod vinden hele vejen. Vi ankom kl 1915 og provianterede og drak en øl og betragtede solnedgangen over København. Kl 1945 gik vi så tilbage for læns - direkte, god fart, med anløb yderhavnen kl 2045. Vi fortsatte på halvvind ind i bassinet, med alle sejl sat, indtil vi drejede op i vinden og ind i kanalen kl 2105. Kl 2130 var vi færdige med at pakke båden - og da var det sådan set også ved at være for mørkt til at se noget. Vi må se at få de lanterner til at virke.


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads

2006-05-01

Viceværten dukkede op kl 0750 for at kigge på den manglende ventilation i bad og køkken. Han fik en nøgle, og nu kan jeg se - da han har pillet hele loftet ned, og undladt at sætte det op igen, at han nok kommer igen i morgen.

Jeg stak af fra arbejde kl 16 og var i Chr. havn kl 1630, hvor letmatros Thomas i mellemtiden havde rigget Stærkodder klar til afgang. Solskin og jævn vind fra sydøst. Vi sejlede østpå, var ude af havnen kl 17 og nåede lige akkurat Flakfortet kl 18. Så vendte vi om og gik for læns tilbage forbi Middelgrunden til Lynetteløbet, hvor vi var kl 1845 cirka. Super god fart indad. Vi tog forsejlet ned og gled lige så fint for storsejl alene (vi nåede at blive overhalet flere gange af robåde og af en and med ællinger) ind forbi Langelinie og operaen indtil indsejlingen til kanalen, hvor vi også strøg storen. Færdig med nedpakning ved 1930-tiden.


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads