March 2006 Archives
2006-03-31
Ole i Portugal. Rapport nummer 7.
Det er rent held at jeg har adgang til Internet. Jeg er flyttet til et nyt hotel, eller rettere pension, eller hvad man nu skal kalde det: MarAzur centralt i den gamle bydel. Det koster 20 EUR per nat inkl morgenmad og det er for så vidt billigt nok. Men i forhold til de 25 EUR jeg gav på Hotel Tivoli, fik man godtnok mere for pengene der! Internetadgangen består af en 100 Mhz PC i fællesområdet med modemopkobling. Til 2 EUR per halve time. Men så var det at jeg lige prøvede at tænde den bærbare computer på værelset, og lo and behold om ikke der er et svagt trådløst signal, et eller andet sted fra. Uden adgangskontrol. Hahaha. Og det er via det, at jeg er på nu.
Jeg snakkede med to bådudlejningsfirmaer i dag. Det ene havde ikke lige noget på programmet, men vil ringe til mig, hvis der dukker flere interesserede op. Det andet ved jeg ikke noget om endnu, for kontoret var lukket, fordi de var ude at sejle. Det lover jo fint, hvis altså de kommer tilbage til Lagos inden for den nærmeste fremtid, og har lyst til at sejle ud igen! Dagens dykkerture gik til Roche Negra, hvor jeg også var for et par dage siden, men med omkring 10 meters sigtbarhed i dag, var det en helt anden og positiv oplevelse. Nogen havde glemt Grahams udstyr i centeret (og det var han ret bitter over), så jeg dykkede med Liz, og Marc fra Liverpool. Marc og jeg svævede rundt, mens Liz fandt alle de spændende ting at kigge på. Stedet er langs et 50-100 meter langt rev, ca 10 meter nede, med virkeligt mange fisk og koreller og krabber, og blæksprutter: af sidstnævnte så vi kun een, men vi var lige ved ikke at få øje på den, fordi den var så stor! Måske 75 cm var kroppen i diameter! Den sad meget stille og skuede, men da vi kom for tæt på fortrak den modvilligt. Jeg har hørt eksempler på, og set klip på nettet, der viser, at de godt kan finde på at angribe dykkere, der generer dem - dvs suge sig fast til ansigtet på dykkeren. Det ville have været brutalt... Ellers så vi hmm ikke Muræner, men nogle andre ål ca lige så store - som et lår i tykkelse. Charmerende.
Bortset fra at vandet er koldere kan dette sted godt måle sig med fx Eilat eller Egypten på en ikke-optimal dag. Min inderdragt var næsten tør, mit trim var fantastisk, mit luftforbrug bedre, vådhætten holdt sig indenfor tørdragtens varmekrave (hætte på før handsker - ikke til at få den på korrekt med handsker på, og andre kan ikke finde ud af det), og jeg fik ikke vand ned ad nakken. Eneste uheld var at jeg glemte at åbne for flaskeventilen før jeg rullede i vandet, på andet dyk. Men det opdagede jeg heldigvis hurtigt.
Marc havde kamera med, og fik efter sigende en del fotos, bl.a. af det 8-armede monster omtalt ovenfor. Jeg putter dem online så snart jeg har dem.
2006-03-30
Ole i Portugal. Rapport nummer 6.
Dykning fra kl 1300 med en flok unge US Amerikanere, 2 der ikke havde dykket i et år, og een der aldrig havde prøvet det før. Det gik rimeligt fint, først på 15 meter og så på 9 meter. Rimelig god sigt: 4 meter, og fantastiske klippeformationer og faktisk også fisk - og blæksprutter sådan i 30 cm størrelsen. De blev rimeligt sure når man tog dem op! Jeg skiftede til en kortere 12 L flaske i dag og havde dermed tyngdepunktet længere oppe ad ryggen - og lagde 2 kg. Dvs 8 kg - 2 x 2 kg i hver BCD lomme. Øget fokus på åndedrættet og på hoften (dvs undgå at skyde ryg). Alt i alt ser det ud til, at det var det, der skulle til. På 9 meter holdt jeg knap 50 minutter, hvilket er ok. Tænk at jeg kæmpede med 5 kg ekstra i lommerne i mandags! Eneste nedtur var at et eller andet gik galt med halsmanchetten så vandet piblede ind og jeg blev rimelig våd, allerede på første dyk. På andet dyk var det ok, men da var jeg ligesom allerede våd!
TV'et på værelset har 40 kanaler. I tirsdags sendte de Star Wars 1 (dvs af de nye episoder), som jeg aldrig har set før, på ProSieben. Og igår onsdag så jeg mit første afsnit af 24-hours med Kiefer Sutherland nogensinde - med portugisiske undertekster. Ellers har der intet været værd at se. Nyhederne på BBC world og CNN gentager sig selv ca med en times mellemrum. Jeg brugte et par timer i karbad i går eftermiddags med en kold dåseøl fra minibaren og min Saramago 'Historien om Baltezar, Blimunda etc'. Det er ikke ringe. Hotellet kørte sådan en kampagne hvor man for 50 EUR får vouchers til de 3 restauranter: en italiensk, en traditionel portugisisk (så traditionel den nu kan blive på et internationalt hotel...), og en ala carte moderne fransk. Drikkevarer ikke inkluderet. Og i går aftes spiste jeg på noget så eksotisk som Cafe Ketchup Lagos! Dansk ejer og køkkenchef. Vi danskere kan nu noget med design og indretning. Maden var billigere og bedre end hvad de serverer i hotelrestauranterne, og serveringen enormt meget bedre. Men dog ikke stofservietter.
Jeg tror jeg tager dykning i morgen fredag, og lørdag også, og så finder på noget andet - hvis ikke sigtbarheden bliver væsentligt bedre. Jeg har værelset her på Hotel Tivoli Lagos til i morgen, og jeg kan ikke forlænge det. Så jeg var nede forbi Hotel MarAzul og booke fra i morgen og 7 dage frem, til fredag den 7. april. Jeg skal som bekendt flyve fra Faro uforskammet tidlig den 8. april. 20 EUR per nat inklusive morgenmad, men kun 3-stjernet.
2006-03-29
Ole i Portugal. Rapport nummer 5.
Ikke så meget at berette om i dag. Vi mødtes kl 0930 på Marinaen, sejlede ud (denne gang med Richard i stedet for Ian), lavede toethalvt dyk, dvs to forskellige steder, det første sted op på 100 bar og ned igen til jeg nåede 50. Det tæller som et dyk, når bundtiden overstiger 20 minutter, men det er lidt ligegyldt for mig - jeg vil bare have tid under vandet, hvor mange dyk det tæller som er irrelevant. Sigtbarheden var igen dårlig, måske 2 meter. Maksdybde 16 meter. Jeg er nede på 10 kg nu, fordelt med 2 x 2 i hver BCD-lomme, og 2 x 1 kg på øverste tankstrap for at få mig til at ligge mere horisontalt. Endnu en mulighed er, at få flasken længere op på ryggen. Egentlig underligt, for både vinge-designet, og det faktum at jeg dykker tørdragt uden ankelbly, burde gøre at jeg nærmere ville have tendens til at få benene i vejret - men det har jeg ikke. Og fordi trimmet ikke er optimalt bruger jeg mere luft end jeg burde. Det vil vi se nærmere på i morgen torsdag. På det sidste dyk var det kun Jodie som DM og Richard og mig som buddypar. Sigtbarheden var ufatteligt ringe, og det skete et par gange at hun smuttede fra os. Til sidst fandt vi hende ikke igen. Brugte det obligatoriske minut på at lede - lyse 360 grader rundt (og det samme gjorde hun, fik vi at vide efterfølgende), og lavede så opstigning. På 5 meters dybte opdagede vi så hinanden, hængende ca 3-4 meter fra hinanden. Meget dårlig sigtbarhed!
Hvis det ikke bliver bedre, overvejer jeg at henlægge dykningen nogle dage, og i stedet tage ud at sejle, og så håbe på at bundforholdene har ændret sig til det bedre senere på ugen.
2006-03-28
Ole i Portugal. Rapport nummer 4.
I dag startede vi kl 1230, og vinden havde rigtig nok vendt. Sigtbarheden var væsentlig bedre - 3-5 meter. 10 kgs vægt viste sig at være i orden. Stadig underligt at 12 kg i Øresund er for lidt. Ian var ok i dag, og havde ingen uheld. Jeg dykkede med Jodie, der er ved at færdiggøre sin DM uddannelse. Hun var en god buddy der holdt sig i nærheden og holdt øje med at jeg var med. Jeg har dykket med mange forskellige buddies igennem de sidste 10 år og ved Gud ikke alle sammen har været gode. Jeg mindes Kasper ved Kullen i '96: pludselig ser han noget spændende, og væk er han, og kommer så op 30-40 minutter senere og spørger hvor man blev af! Jeg dykkede med Thomas sidste sommer i Israel og Egypten, og han har tildels samme problem: Der er så mange spændende ting dernede, flotte farver og fisk og what-not, og pludselig opdager man at makkeren ikke er der. Fedt nok, når man ikke har problemer, men ideen med buddy-systemet er, at der altid er en at få luft fra, hvis ens egen ikke duer, eller til at skære en fri, når man hænger fast, eller hjælpe med hvad det ellers måtte være galt. Dykker man alene har man ikke den sikkerhed, og så er det en helt anden type dykning vi snakker om. Og ikke noget jeg har lyst til.
Jeg dykkede uden handsker i dag, og det var ikke koldt (15 DEG C) på 20 meter, men lidt et problem ikke at kunne tage fra med hænderne: vi så levende, farvestrålende koreller, søstjerner, småfisk (15-20 cm lange max), og spændende klippeformationer (2-3 meter høje). Min vådhætte har det med at flippe fri af tørdragtens varmekrave. Ved ikke lige hvad jeg skal gøre ved det. Det er ikke som sådan et problem her, pga temperaturen, men det skal selvfølgelig løses. Jeg synes også det føltes som om min vinge lækkede luft, en lille smule nede til højre. Jodie kunne ikke se nogle bobler, men det føltes ret tydeligt. Det nå undersøges. Håber det er noget, der kan repareres!
2006-03-27
Ole i Portugal. Rapport nummer 3.
"Interessant" er måske ikke helt betegnende. Kl 10 troppede jeg op hos dykkerbiksen og udfyldte papirer (at jeg ikke har kroniske sygdomme etc) og fandt udstyr frem. Kl 11 dukkede endnu en englænder op - han havde glemt at vi er skiftet til sommertid. Han, jeg, Martyn fra biksen og DM Liz sejlede så ud i deres 20 fods motorbåd til et kunstigt rev et par sømil ude. Liz holdt styr på båden, mens vi andre hoppede i vandet. Først og fremmest havde jeg nu et kg for meget bly på. Dvs at jeg blev nødt til at kompensere med ekstra luft i vesten (i modsætning til kun at bruge dragten til opdrift) - hvilket gjorde at jeg ret hurtigt (kendere vil vide at jeg normalt ikke sparer på luften!) arbejdede mig igennem de 200 bar. Derudover hjalp det heller ikke at der var ca 0 meter sigtbarhed! Vi fulgte ankerlinen ned, og på ca 23 meter var der godtnok pludselig noget der mindede om bunden, eller en kant var det nok nærmere, for linen fortsatte nedad. Lidt besværligt. Min makker valgte at droppe forslaget om at følge linen, og da han havde været væk et minuts tid gik vi op igen. Hmm.
Vi sejlede så længere vestpå til nogle flotte klippevægge (ala white cliffs of Dover, bare brune og ikke hvide) - i god afstand dog (pga brændingen). Martyn mente at her ville være bedre sigt, men det var ca det samme. Jeg opdagede bunden da jeg landede på den! Vægtmæssigt var 12 kg stadig for meget. Men det var for lidt i Øresund i forrige uge! Det der så skete her, er ikke helt opklaret endnu. Men med-dykker (jeg kalder ham ikke buddy, for det var han ikke) Ian er ved at tage re-breather speciality-kursus. Det er sådan et James Bond-instrument, hvor CO2'en pilles ud af udåndingsluften og ilten så bruges igen. Giver meget længere dykkertid og ingen bobler. Ret vildt. Anyway ca det samme skete. Sigten var ufattelig ringe, og vi fik at vide at vi skulle holde os til ankerlinen på vej ned. Pludselig er han væk igen. Vi kigger os omkring, og går op. Der ligger han på ryggen i vandoverfladen, mangler den ene finne, og med bræk/fråde om munden. Op i båden med ham, hvorefter han fortsætter med at tømme ud over rælingen. Martyn får efterhånden hevet ud af ham, at han ikke kunne ånde. Ikke fedt. Klart at hvis han havde været i nærheden havde han kunne få luft fra en af os andre. Men nu forsvandt han jo! Måske er makkerline alligvel en god ide! Vi kom ind (gik pænt stærkt!) og fik udstyret båret op, skyllet, hængt til tørre. Næste dyk for mit vedkommende bliver i morgen ved middagstid, hvor vinden skulle vende til fralandsvind, hvilket giver bedre bundforhold og bedre sigtbarhed. Siger de. Da jeg gik tilbage til hotellet sad Martyn og Ian stadig i båden og snakkede om episoden.
Jeg dykker med samme påklædning som derhjemme: 200 gram Thinsulate jumpsuit, men dog ikke termoundertøj. Og et lag sokker mindre. Andet dyk var uden handsker hvilket var lige koldt nok (vandtemperatur 15 grader). Rigkonfiguration kræver stadig lidt justering: Længere flaske giver mere vægt på hoften og hjælper til at holde kroppen horisontalt. Octupussen har jeg endnu ikke fundet et godt sted til: muligvis højre øverste D-ring. Allan fra DykkerSport nåede ikke at skaffe mig den lange rem til mit kompas, så jeg lånte et på retractor til at sætte på venstre øverste D-ring - men det er irriterende, endnu en ting der sidder og dingler.
Hvis sigten og vejret generelt er bedre i morgen tirsdag, håber jeg det er nogle af de ting vi kan arbejde på.
2006-03-26
Ole i Portugal. Rapport nummer 2.
Lækkert. Sidder på tagterassen i 18 DEG C og fordøjer morgenmaden. 5 EUR for en times wifi. Faros skyline er ikke som Københavns - men ret middelhavsagtig. Dvs små gyder, stræder, baggårde og grimt ca. 10-etagers boligbyggeri i alle retninger. Alt i forskellige nuancer af hvidt - mere eller mindre beskidt. Undtaget hvis man kigger den anden vej, udover lystbådehavnen og vandet. Det er flot. Taxi fra lufthavnen til hotellet kostede 10 EUR.
Jeg checkede ud kl 1130 og gik 5 minutters gang til banegården, hvor regionaltoget mod Lagos gik kl 12. Pris 6.50 EUR eller sådan noget. Ankomst Lagos 1330 (kørte bl.a. igennem appelsinplantager undervejs. Meget flot). Hotel Tivoli Lagos ligger 5 minutters gang fra banegården (og banegården ligger lige bag marinaen) så det var nemt at finde. Mit værelse ser fint ud, ikke speciel international stil, men det behøver det jo heller ikke at være. Meget hyggeligt. Badekar, bidet, minibar, altan, TV ... tja... Efter udpakning gik jeg tilbage til Marinaen for at finde dykkerbiksen, hvilket også lykkedes. Jeg dukker op der kl 10 i morgen mandag til ugens første dyk. Frokost på en af de utallige restuaranter langs molen, sammen med halvandet hundrede midaldrende britiske turister. Ok, det var hvad jeg forventede. Wifi på hotellet er kun tilgængeligt fra det såkaldte "business-område" og koster (igen) 5 EUR for 1 times adgang. En hel uge for 50 EUR. Måske skulle jeg overveje det. Hotellet er 4-stjernet og der er 3 restauranter, 3-4 barer, healthclub (vægtrum?). Jeg er ikke på budgetferie, heller ikke på kultur/naturferie, så jeg har ikke tænkt mig at få dårlig samvittighed over at hænge ud i hotelrestauranten og surfe på nettet, når jeg ikke dykker/sejler. Hvis nogen skulle få den tanke.
2006-03-25
Ole i Portugal. Rapport nummer 1.
Det var lidt en hård kamp at få alt mit lort til at holde sig inden for de tilladte vægtgrænser. Jeg endte med at droppe finner (dem kan jeg leje), et sæt sko (dvs jeg går i min sejlersko - uden hæl. Lidt ubekvemt), 3 bøger (hmmm...), reservemaske og batterier til lygterne. Min checked-in bagage vejer 20.4 kg (så er de også pernittengrynede hvis de brokker sig) og min håndbagege (tørdragt, regulatorsæt, instrumenter, lygter) vejer ca 10 kg. Men jeg sidder nu ved gaten, og de sagde ikke noget, så det må vel betragtes som værende gået godt. Jeg købte en Seemann-taske med hjul, hos pusheren, i formiddags - lidt nemmere at slæbe rundt på end min enorme DUI-bag. Wifi-adgang i venteområdet - 40 DKK for 30 minutter. Det er vel ok. Spændt på om der er adgang i flyet. Planen er, at jeg mellemlander i Lissabon, og så videre indenrigs til Faro, hvor jeg lander ved 23-tiden. Jeg har hotel i Faro (ca 60 EUR) til i morgen søndag, hvor jeg så må finde en måde at komme til Lagos på. Det kan gøres med taxi, men jeg synes ikke jeg har lyst til at give 100 EUR for det. I Lagos har jeg hotel hele ugen, 4 stjerner, 25 EUR per nat. Det må siges at være billigt.
2006-03-20
Sidste "fridag" i denne omgang - sidst jeg var på arbejde var i mandags for en uge siden. Tirsdag og onsdag var jeg syg, torsdag var jeg dog på kontoret 4 timer om eftermiddagen. Så havde jeg fri fredag, så weekenden, og i dag mandag har jeg også fri. Men i morgen går det så løs igen - dog kun til udgangen af ugen, hvorefter jeg har 14 dages ferie! Hahhahaha!
Jeg stod tidligt op og lavede et sindsygt shopping-spree fra kl 11 til 16, kom også forbi dykkerpusheren og fik gennemgået teoridelen til mit nightdiver speciality. Åbent vand formentlig på fredag, hvis der er isfrit.
2006-03-17
I dag, fredag, havde jeg fri - så jeg startede dagen (smukt vejr, solskin, et par graders varme, i øvrigt) med frokost på Cafe Stelling på Gammeltorv, dernæst spredt shopping - fx en røgalarm til lejligheden (update: er nu opsat), en ny opvaskebørste (rød), et wifi access point (Apple AirPort Express) til Jes og Gitte (som jeg forventer at blive reimbursed for!), en Weekendavisen-avis, og en Lonely Planet Portugal i Politikens boghandel på Rådhuspladsen. Her hjemme konstaterede jeg, at jeg er gået rundt med salatblad mellem fortænderne hele dagen. De kiggede godtnok også lidt underligt på mig, mange af stederne.
2006-03-16
Jeg var lige lovlig ambitiøs, da jeg lavede min forskudsregistrering for 2005, så jeg får knap 9000 DKK tilbage fra Told og Skat i år. Ikke så ringe. Men det vilde er, at man inde på deres selvbetjeningssider kan lave retroaktive ændringer til selvangivelsen! Det anede mig at der manglede et par fradrag, og vupti genererede den en ny årsopgørelse 2005 i pdf-format, dugfrisk, og fortalte mig at ekstra 700 DKK vil blive indsat på min konto førstkommende hverdag! Fantastisk! (lige før man blev motiveret til at gøre det endnu en gang, med et større beløb...)
Jeg er stadig forkølet, men var dog 5 timer på arbejde, og det gik ganske ok.
2006-03-12
Når mine yndlingsforfattere anbefaler hinanden, eller når anmeldelere sammenligner en forfatter med en af mine yndlingsforfattere - ja, så hopper jeg ofte i med begge ben. Og gudskelov bliver jeg sjældent skuffet. På den måde fandt jeg på at læse Delillo, Auster, Heller, Pynchon, Neal Stephenson m.fl. Kan ikke huske nu hvem der anbefalede hvem. Og nu lovpriser Chuck Palahniuk Amy Hempel i 'Stranger than Fiction': "When you study minimalism [...] the first story you read is Amy Hempel's "the Harvest" [...]. After that you are ruined. If you love books, if you love to read, this is a line you may not want to cross. I'm not kidding. You go beyond this point, and almost every book you'll ever read will suck.". Det er da noget af en anbefaling! Roger that!
2006-03-11
Torsdag aften planlagt overarbejde fra 2230 til 0530 fredag morgen. Sove fra 06 til 13, og på kontoret (desværre forsent til frokost) fra kl 1430 til 17. Kl 1730 fællesspisning med kollegaerne på City Rock Cafe i Scalabygningen - dernæst 4 timers hæsblæsende Battlefield 2 - Special Forces hos Boomtown på Axeltorv. Fremragende initiativ som team-building ;-) Kl 24 mødtes jeg med Per og Erik og Pernille i Imperial til snigpræmiere på V for Vendetta. Hjemme ca kl 03. I dag lørdag står programmet primært på praktiske gøremål.
2006-03-05
I går aftes middag hos Jes og Gitte, også med forældrene. I dag stod jeg op kl 1130, vaskede tøj, og kl 1630 var jeg i dykkercentret på Fisketorvet. Butikschefen havde ikke tid alligevel, og DM Mette havde revnet halsmanchetten på sin nye tørdragt, så det blev undertegnede og RD Birger, der kørte til Amagerstrandpark, og hoppede i fra molen kl 1745. Stømmen viste sig at være rimelig kraftig, min primærlygte gik ud efter ca 10 minutter (godt med en backuplygte), og jeg havde måske et kg for lidt vægt (hvilket gør det besværligt når der ikke var dybere end ca 6 meter - nemt nok når først man er nede, men svært at komme derned) - men bortset fra det, var det en fin tur. Nyt regulatorsæt, nyt manometer (slangemonteret), håndledsdybdemåler - fungerede perfekt. Vi var oppe igen kl 1825 og konstaterede så at vandet på det våde udstyr nærmest frøs til is da vi satte foden på molen! Lidt svært at komme ud af en stivfrossen tørdragt!
2006-03-04
X-mobilix/Orange-komsammen på LA Bar på Gammel Mønt. Det var ret fornøjeligt. Hjemme kl 0430. I dag, lørdag, er temperaturen 1 DEG C og solen skinner. Kom forbi ur-pusheren og fik bestilt en gummirem til mit Aquatimer så jeg også kan dykke med det. Det var jo ligesom ideen med det hele. Thomas og Anders var i Rungsted og besigtige mast, rig og sejl, og efter forlydender var det hele fint. Så har jeg ryddet op i klædeskabet og lavet en 8-kg pose med tøj til genbrug. Og nu vil jeg tage et par timer på sofaen med Palahnuiks Stranger than Fiction.