Onsdag aften var der så "customer appreciation party" for alle deltagerne. Vi mødtes alle 4000 foran hotellerne kl 1845, og blev så kørt i busser til festhallen (the SF Concourse), et stykke syd for centrum. Her var der så fællesspisning, fri bar, levende musik, og dans til kl 22. Tilbage på hotellet forhørte vi os i receptionen, og tog så videre til Harry Denton's Starlight Room på 21. etage på Sir Francis Drake Hotel, ved Union Square, der hævdes at være byens hotteste natklub. Indgangen kostede 15 USD, og så kunne man ellers slås for at komme til at købe drinks sammen med 2-300 andre tørstige gæster... Indtil vi fandt ud af at betale 100 USD - under bordet - for at få et bord - og vores personlige tjener, der med super serviceniveau og let til smil skaffede champagne og drinks i lind strøm til let forhøjede priser... Det var dog lidt skuffende at det var langhårede Veritas-ingeniører der slog sig ned, og ikke charmerende gæster som fx Miss Hawaii (se billede på min moblog...) eller hendes ligeså charmerende veninder! USA er "sjov" - der er folk, der har arbejde man aldrig ville have herhjemme, fx på toilettet troede jeg, at der var kø til håndvasken, men det var der ikke - fyren der stod foran mig, vendte sig og dispensede håndsæbe ud til mig - og rakte mig på-forhånd-afrevne papirhåndklæder efterfølgende - til tvungne 1 USD i drikkepenge. Tirsdag aften, da vi skulle med færgen, var der een fyr der tog mod penge og gav os billetten, og 2 meter længere henne stod der en anden fyr, der tog mod vores billet, og puttede den i en bøtte. Jeg ved ikke hvor meget han fik, for at udføre det arbejde, men formentlig en del mindre end en dansk mindsteløn. Herhjemme "sikrer" bistandshjælpen at det ikke kan betale sig at udføre den slags arbejde. Fint nok at folk ikke behøver at sulte - der er et sikkerhedsnet, men arbejdsløsheden er svær at holde nede. Anyways, det var en afstikker. Kl 0230 lukkede natklubben, og vi blev sendt ud på gaden - efterfølgende hjem til hotellet for at sove.