2005-03-27

Ok, det var mod Kasakstan, og vi vandt 3-0. Jeg havde tippet 4-0, og længe så det ud til at jeg skulle vinde - Danmark øgede til 3-0 lige efter pausen, men det sidste afgørende mål forblev uforløst (i stedet vandt Kimmo de cirka 140 DKK i puljen). Efter kampen gik vi tilbage til Cafe Pimp på Bopa Plads til flere fadøl. Tak til EMC for en hyggelig aften.

Ved midnatstid tog jeg metroen til Christianshavn, og mødtes med kollegaerne. Vi tog på Vinbaren i Dronningens Tværgade - nyåbnet og trendy, til ved 4-tiden, hvorefter vi prøvede at komme ind på Natcafeen, men ingen af os gad at stå i kø i flere halve timer - så aftenen sluttede der. Nu tager jeg lige et par timer på øjet inden jeg skal mødes med Jens og Olga søndag tidlig eftermiddag.

Her til aften middag på Brasserie Mühlhausen, hvor jeg ikke havde været før. Pæne omgivelser, sød og kompetent betjening, stofservietter (men papirdug...), akvarium med fisk og frottehåndklæder på toilettet. De har tilsyneladende droppet tapas-konceptet (der ellers skulle være et af Københavns bedste), så middagen bestod derfor af: kalvehaleravioli med sauce af citron og Tebstrup gedeost, lammekotelet paneret i mandel og persille serveret med safransyltede pærer, bagt torskeryg med syltede rødbeder, peberrodssauce og pommes croquette, pocheret kalvetournedos med savoykål i smør med sauce italienne og pommes raffles, en ostetallerken til desert, og en 2001 (så vidt jeg husker) Corte Sant'Alda, cirka 500 DKK per næse. Anbefalet.


Posted by ole | Permanent link | File under: mad