Ole i Portugal. Rapport nummer 7.
Det er rent held at jeg har adgang til Internet. Jeg er flyttet til et nyt hotel, eller rettere pension, eller hvad man nu skal kalde det: MarAzur centralt i den gamle bydel. Det koster 20 EUR per nat inkl morgenmad og det er for så vidt billigt nok. Men i forhold til de 25 EUR jeg gav på Hotel Tivoli, fik man godtnok mere for pengene der! Internetadgangen består af en 100 Mhz PC i fællesområdet med modemopkobling. Til 2 EUR per halve time. Men så var det at jeg lige prøvede at tænde den bærbare computer på værelset, og lo and behold om ikke der er et svagt trådløst signal, et eller andet sted fra. Uden adgangskontrol. Hahaha. Og det er via det, at jeg er på nu.
Jeg snakkede med to bådudlejningsfirmaer i dag. Det ene havde ikke lige noget på programmet, men vil ringe til mig, hvis der dukker flere interesserede op. Det andet ved jeg ikke noget om endnu, for kontoret var lukket, fordi de var ude at sejle. Det lover jo fint, hvis altså de kommer tilbage til Lagos inden for den nærmeste fremtid, og har lyst til at sejle ud igen! Dagens dykkerture gik til Roche Negra, hvor jeg også var for et par dage siden, men med omkring 10 meters sigtbarhed i dag, var det en helt anden og positiv oplevelse. Nogen havde glemt Grahams udstyr i centeret (og det var han ret bitter over), så jeg dykkede med Liz, og Marc fra Liverpool. Marc og jeg svævede rundt, mens Liz fandt alle de spændende ting at kigge på. Stedet er langs et 50-100 meter langt rev, ca 10 meter nede, med virkeligt mange fisk og koreller og krabber, og blæksprutter: af sidstnævnte så vi kun een, men vi var lige ved ikke at få øje på den, fordi den var så stor! Måske 75 cm var kroppen i diameter! Den sad meget stille og skuede, men da vi kom for tæt på fortrak den modvilligt. Jeg har hørt eksempler på, og set klip på nettet, der viser, at de godt kan finde på at angribe dykkere, der generer dem - dvs suge sig fast til ansigtet på dykkeren. Det ville have været brutalt... Ellers så vi hmm ikke Muræner, men nogle andre ål ca lige så store - som et lår i tykkelse. Charmerende.
Bortset fra at vandet er koldere kan dette sted godt måle sig med fx Eilat eller Egypten på en ikke-optimal dag. Min inderdragt var næsten tør, mit trim var fantastisk, mit luftforbrug bedre, vådhætten holdt sig indenfor tørdragtens varmekrave (hætte på før handsker - ikke til at få den på korrekt med handsker på, og andre kan ikke finde ud af det), og jeg fik ikke vand ned ad nakken. Eneste uheld var at jeg glemte at åbne for flaskeventilen før jeg rullede i vandet, på andet dyk. Men det opdagede jeg heldigvis hurtigt.
Marc havde kamera med, og fik efter sigende en del fotos, bl.a. af det 8-armede monster omtalt ovenfor. Jeg putter dem online så snart jeg har dem.