Jeg drømte først at vi var på en færge eller et skib af en slags, og vi skulle evakueres ind på kysten. Det var der nogle soldater, der hjalp os med, og det skulle ske vha sådan en tovbane, der gik fra færgen og ind på land over noget skovlandskab. Vi fik tandbeskyttere og en pulsmåler, så de kunne se om vi var klar, og se gik det ellers i fuld fart ind over kysten. Vel landet hjalp jeg en lille dreng med at komme ud af sit seletøj.
Så skulle jeg hjælpe nogen i en fiskebåd, med at få denne så langt op på stranden at de kunne komme af. Jeg var jo allerede (?) i vaders og gummistøvler, så jeg kunne gå ud i vandet og tage mod fortøjringerne. Det var båd-Anders' båd, og han demonstrerede ivrigt hvordan man skulle placere bommen og agterligtet præcist i vinkel i cockpittet, så det kunne stå selv, i vinden.
Dernæst var Annedorthe og jeg til koncert i et auditorium med en flok unge mennesker der sang noget så guddommeligt, men de var godtnok hulkindede og -brystede at se på. En af sangerne ude i venstre side, foran, hvor vi sad, hed også Ole, så når de skulle bede ham om at gøre noget, måtte de lige specificere at det altså ikke var mig, men ham sangeren, der skulle gå over i den anden side af salen, eller hvad det nu var, han skulle.
Og tilsidst var vi i en bus eller et tog med en masse mennesker, hvor også min gamle nabo Kara fra Chicago var, med sit lille barn i en barnevogn. Der var meget larm, men jeg skulle alligevel lige fortælle hende, om den episode med tovbane-evakueringen, som jeg godtnok kom i tanke om bare var en drøm, men derfor var det jo interessant nok.