Held i uheld i uheld... Der blæste en vældig vind, og det regnede, men vi var alligevel seks stykker, der begav os fra Østerbro mod Jersie Strand, syd for København kl 1130, hvor Morten havde fundet et spændende vrag vi skulle udforske, kun 50 meter fra kysten. Yeah! 10 minutter før vi nåede Jersie indså jeg, at jeg havde glemt min bagplade/vinge i klubben :-( Nå men vi fandt rundkørslen og kørte op ad Østre Grænsevej, som beskrevet i vragguiden - men så passede tingene ikke længere. I stedet for stranden og 50 meter ud til et vrag, var der 5-600 meter sommerhus-terræn og sandklitter så langt øjet rakte. Ikke lige super at skulle bære udstyr så langt. Så vi gik der ud, uden udstyr, og fandt masser af bølger og stiv blæst, men ikke noget der mindede om det der var beskrevet i vragguiden. Ifølge denne var stedet i øvrigt også sidst besøgt i april 1997 - men dog som en "sikker position". God morgen min bare :-(
Nå, men nogen kom i tanke om Karlstrup Kalkgrav, så der kørte vi til i stedet. Klokken var efterhånden blevet 14. Der mødte vi en masse lystfiskere, som var rimeligt mugne over at vi gerne ville dykke, men ikke havde været i stand til at få kontakt til Skovfogeden, og så ledes ikke havde tilladelse. Undskyld - men vi prøvede faktisk at ringe, uden held. Og jeg mener vi opførte os eksemplarisk. Vandet var lidt under 4 DEG C, og det var efterhånden sent på eftermiddagen, så vi delte os op i to hold - en halv time hver. Jeg kom i med andet hold, og kunne heldigvis få lov at låne Runes dobbeltsæt med vinge og bagplade, haha! Sigtbarheden var ringe når kalkbunden blev sparket op - svært at undgå selv med fantastisk afbalancering når man skal ind og ud af vandet - og selv ved afslutning af dykket, var der stadig en stor hvid sky, der hvor man var gået i 15-20 minutter tidligere. Masser af krebs, og en død aborre, så vi men derudover var det mest bare hvidt/sort... (hvidt når jeg lyste på det, sort når jeg ikke lyste). Intet planteliv på bunden. Med vådhandsker var jeg nervøs for at fryse, men det gik ok, og dobbeltsættet (2 x 12 euro plus 50 punds vinge) var faktisk til at kontrollere, selvom seletøjet var en smule for løst (ikke lige motiveret til at finjustere, når der egentligt var en smule koldt, og efterhånden ved at blive mørkt, og vi bare ville have det overstået). Og med den ekstra vægt havde jeg ikke behov for blybælte - hvilket jo kun gør det nemmere og sjovere. 15 minutters bundtid, maks dybde 4.5 meter, vand temperatur 3.5 DEG C. Ikke nogen rekord i dag... Og så kunne jeg som tak for lån få lov at bære dobbeltsættet hele vejen op af trapperne til bilerne. Puha. Kl 18 hjemme i dykkerborgen til skylning og til-tørre-hængning og kl 1900 hjemme på matriklen.
På vej hjem kørte vi forbi McDonald's Drive-through, og jeg købte en kop kaffe til 12 DKK. Grænseoverskridende!