July 2007 Archives

2007-07-30

forlænget weekend

Jeg nåede ikke rigtig noget lørdag, og alting har jo lukket om søndagen, så jeg tog lige i dag mandag som feriedag også - for at få klaret en række praktiske ærinder:

  • Sende Irmaviskestykker til Randers, hullede tørhandsker til Odense, og hente GUE-tshirt og Quest magasin fra USA - hos Post og Telegrafvæsenet i Lyongade
  • Sende jakkesæt til rens
  • Købe Klorhexidin på apoteket (jeg har nogle onde blister på tungen...)
  • Købe nye solbriller i Fjeld og Fritid på Frederiksborggade
  • Købe næsehårstrimmer hos Imerco
  • Købe bøger henholdsvis i Magasins bogafdeling og i Politikens Boglade på Rådhuspladsen: DBC Pierres Vernon God Little, William Gibsons Spook Country, Richard Dawkins The God Delusion, Nick Hornbys The Complete Polysyllabic Spree, Orhan Pamuks My Name is Red, og Bruce Chatwins Utz og Patagonia Revisited (med Paul Theroux). Så burde jeg have til nogle dage.

Nogle af mine mere eller mindre faste læsere har klaget over mængden af fagudtryk i visse af mine beretninger. For hvad angår sejlerudtrykkene er der hjælp at hente på www.duelighed.dk. Vælg "Maritime udtryk" i menuen til venstre. Eller rettere: man kan teste sin (evt manglende) viden - men da der også er facitliste, lærer man vel også lidt...


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads

2007-07-28

Ole og Per i Sverige, rapport 2.

Godt så. Vi blev i Ystad to dage og ventede på bedre vejr, men vejrudsigten lød på konstant stiv kuling og vind fra vest, og det var ikke lige det vi havde lyst til, på en tur til Bornholm. Så onsdag morgen brød vi op kl 08 med kursen vestover, rebet storsejl og hård vind fra sydvest ind som bidevind på bagbords halse. Vi passerede Gislövs-Läge, Trelleborg, og klemte Amamus ind i Skåre, der ligger ca 3 sm vest for Trelleborg. Byen er meget lille, knap 50 husstande, ingen butikker, men et hyggeligt klubhus til sejlklubben, og dejligt varmt vand i bruserne. 130 SEK for en overnatning inklusive el og vand. Vinden blæste fra sydlig retning, tiltagende, og torsdag morgen kunne vi godt indse, at vi ikke ville kunne komme videre - så vi spiste morgenmad om bord, og tog så bussen ind til Trelleborg for at proviantere og lege turister. 18 SEK for en enkeltbillet. Efter at have konsulteret vejrudsigten yderst grundigt fredag aften (kulingvarsel for alle distrikter) så det ud til, der ville være en åbning omkring kl 20 - vi ville så forsøge at nå til Falsterbo, og hvis det inden kl 22, hvor slusen lukker, at komme videre med natsejlads til Dragør. Men kl 20 og 21 peb det stadig gevaldigt og faldene piskede mod masten, så vi opgav og gav os til at sove. Lørdag morgen kl 07 checkede Per endnu engang vejrudsigten - og kl 0830 gik vi for motor ud af Skåre og til Falsterbo med bølger og vind ind fra sydvest, hård vind. Havnefogeden i Skåre var en klaphat: båden fortøjret på vores bagbordsside var ved at rive sig løs, så vi udbedrede dens fortøjringer, men havnefogeden mente efterfølgende at vi da bare kunne lade den rive sig løs og drive til havs. Så kunne de lære det. Han virkede mere interesseret i at inddrive penge end at komme med brugbar information og udbedre havnen. De lokale fiskere i Skåre var dog yderst hjælpsomme og hyggelige at snakke med. Vi kom igennem Falsterbo-slusen kl 10, og efter en tissepause og noget morgenmad, satte vi sejl med kurs nordpå mod Øresundsbroen, og derfra nordvest mod Dragør og København. I frisk til hård vind, og bølger ind fra vestsydvest, holdt vi marchfart på over 6 knob, og var således i Lynetten kl 1500.

Nåja, i Ystad da vi skulle lægge fra, skulle jeg have fat i indhalerlinen på styrbords side, og bedst som jeg lå på maven på fordækket, sagde det smut, og min bærbare VHF-radio plumpede i. Som en sten. Aaaaargh! Per bandt Amamus fast igen, mens jeg flåede mine svømmefinner og maske frem og kastede mig ned i det mørke og grumsede vand (hvor mindst een båd hvis navn jeg ikke vil nævne, helt sikkert tømte ting jeg heller ikke vil nævne, oftere end tilladt!) - men med en sigtbarhed på ca 2 cm og intet lys på 3 meters dybde gav jeg fortabt og gik til overfladen igen. Øv øv øv. Min næste radio skal kunne flyde.

Udgifter inkl diesel, proviant, havnepenge m.v beløb sig til 4087 DKK i alt eller 2043 DKK per næse, men så levede vi heller ikke just af beskøjter og regnvand.


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads, mad

2007-07-24

Ole og Per i Sverige, rapport 1.

Der er trådløs internetadgang i lystbådehavnen i Ystad, hurra! Vi kom fra Lynetten søndag morgen kl 0845, og i jævn til hård vind direkte mod Falsterbo, hvor vi anløb tidligt på eftermiddagen. Mandag var det rigtig skidt vejr hele morgenen og formiddagen, og nærmest samtlige sejlere ventede med at sejle gennem kanalen til kl 15 eller 16 - sidstnævnte for vores vedkommende. Vi havde egentligt forestillet os at nå Ystad, men det var rimeligt utopi, bl.a. også fordi vi kom afsted så sent. I stedet lagde vi til lidt øst for Trelleborg, i Gislövs-Läge, kl 1900. Her kom vi fra igen i dag tirsdag, kl ca 0815 med dobbeltrebning af storsejlet, og temmelig kraftig vind fra sydøst. Den lagde sig delvist henover middag, men bølgerne kom stadig ind fra sydøst, og vi skulle nordøst mod Ystad. Ved 13-tiden sprang en af styrbords vanter, og vi gik i nødhavn i Smygehuk - lige for at fikse småtingene og få pulsen lidt ned igen... Vi gik ca en km for at finde en benzinstation der ikke var der, og så tilbage igen til havnen. Afgang kl 1415 i pænt solskin, og ingen vind - men stadig bølger nede fra sydlige østersø. Vi prøvede plat læns, men gav til sidst op, og satte motoren i gang, med forsejlet stadig oppe - og så de sidste tre timer nordøst mod Ystad, ankomst kl 1915. Herfra til Bornholm er der ca 35 sømil, og vejrudsigten for i morgen onsdag ser desværre ikke særlig god ud: Jævn til hård vind fra vest, ditto bølger. Dvs præcis det der ikke er sjovt at sejle. Alternativet er i morgen at fortsætte op langs svenskekysten, til et sted hvor der kun er 20 sm over - og så håbe på vinden ændrer sig det bedre.


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads

2007-07-20

Onsdag var jeg forbi Amager Dykkercenter og investere i en 15 liters Faber stålflaske, gul. Han ville først kunne fylde den til dagen efter (der kan ikke være meget efterspørgsel på nitrox-fyldninger i lokalområdet), og det var også ok. Så torsdag efter arbejde troppede jeg op igen, fik min flaske, og gik op til bussen. Men den ellers flinke buschauffør ville ikke lade mig medbringe 32% ren ilt ved 232 bar i en 15 liters stål-bombe... så jeg måtte smide flasken på nakken, og gå de cirka 3 km hjem til matriklen! 16.7 kg. Nå, men i det mindste var det god træning.

I dag fredag samlede Flemming mig op kl 1830, hvorefter vi kørte til Refshaleøen, ved Lynetten. Her lavede vi et ganske nydeligt dyk rundt i havnen/indsejlingen, run-time 65 minutter, fra 230 bar til 75, maks dybde 6.5 meter. Det var første gang siden GUE-F med min HID lygte, og den fungerede rigtig fint, selv i sollys er det som et lyssværd der skærer gennem vandet :-) og det var også første gang overhovedet med mine tørhandsker, eller rettere: den højre var knastør og lækker, men vandet piblede ind i den venstre, mellem de to miderste fingre. Og da jeg havde brudt forsejlingen mellem handsken og inderdragten (ved at lade en del af inderdragtens manchet stikke ud under latex-manchetten), for at kunne trykudligne handsken, blev min arm og hele venstre halvdel af kroppen faktisk temmelig våd! Godtnok var vandet 20 DEG C, så det var som sådan ikke koldt, men bare ufatteligt irriterende. Til alt held var det stadig solskin og tørt da vi pakkede udstyret sammen bagefter. Det hader jeg at gøre i regnvejr.


Posted by ole | Permanent link

2007-07-17

I går var sikkert den sidste sommerdag, eller sådan noget. Øv. Knap 28 DEG C flere steder og svag til jævn vind, så Per og jeg tog en tur halvvejs ud til Flakfortet i Amamus, og tilbage til Lynettehavnen igen. Hjemme ved 21-tiden. Jeg skal lige vænne mig til at Amamus har bakstag, men ellers er den nem at sejle - og så har den indenbords motor. Kølingen til motoren virkede fint, botset fra at vi til sidst opdagede, at kølevandet ikke ledes ud igen - så der lå cirka 20 liter vand under dørken. Hm. Det bør nok fikses...

Og i dag tirsdag kom så mit GUE-F certifikat med posten. Og det er jo herligt. Troede de havde glemt mig.

De laver i øvrigt gode videoer, den her er en af mine favoritter. Husk lyd:


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads

2007-07-15

motionscenteret

Lørdag formiddag sov jeg til kl 11, stod op til solskin og 20 DEG C, og bagte pandekager. Kl 15 kom jeg i motionscentret hos Telia med ex-kollega Brian. Godt stadig at kende nogen, der har adgang, og gider. Jeg indrømmer at jeg har svært ved at tage mig sammen til træne i Brøndby, når klokken er 17, og jeg er den sidste tilbage på kontoret. Så vil jeg hellere bare hjem. Lørdag aften var jeg med drengene til spisning, x-box spilning (Grand Theft Auto, rimeligt intenst!) og whisky-drikning. Her i dag søndag har jeg hmm.... sovet længe, spist resten af pandekagerne, bagt brød (økologisk hvede-spelt-basillikum), og læst Salman Rushdie på sofaen.


Posted by ole | Permanent link | File under: mad

2007-07-03

Mødtes med Thomas i Christianshavn kl 1730 - for at rydde lidt op i båden. Men vejret var fint, så vi tog en tur for motor til Halvandet, hvor vi lagde til ved det der nu hedder Halvandet Marina, og hvor man skal ha' årskort og sådan noget! Hmpf! Det ignorerede vi og tog i stedet en halv time i liggestole med udsigt over havnen. Ganske fredeligt. Da vi ikke gad det mere, smed vi atter trosserne, og gik ud af havnen i en svag vestenvind - og hvad var så mere oplagt end at sætte spileren! Vi har spilerfald, spilerbom, spilerskøder, og bom-nedhal, men intet bom-ophal. Det gjorde det lidt mere besværligt, men kunne faktisk godt lade sig gøre. Vi førsøgte tre bomninger med spiler, det var nok det mest ynkelige jeg har set - og været ansvarlig for selv! - længe. Men god fart, så længe vi bare lod være med at ændre kurs for meget. Over seks knob, kom den op på, ud på den anden side af Middelgrundsfortet, på spiler alene, hvorefter vi vendte rundt, og krydsede tilbage mod København for alm storsejl og genua. Tilbage på nummer 36 i WIP Marina kl 22.00


Posted by ole | Permanent link | File under: sejlads