Det regner godt nok meget pt - i går lørdag var selv paraply ikke nok, vandet stod i lårfede stråler ud af nedløbsrørene, og jeg fik faktisk gennemblødte bukser fra knæene og ned, de 300 meter jeg måtte gå op til busstoppestedet ved Øresundsvej. DMI siger, at det ikke har regnet så meget i august måned de sidste 40 år! 5 minutter før jeg skulle ud af døren ringede de fra arbejdet - en applikationsserver panikkede og genstartede spontant, så alle services røg over på den anden clusternode, hvor et par stykker af dem desværre ikke kører optimalt - så jeg måtte ind og flytte dem tilbage igen. Bør nok lave en sag med SUN, så vidt jeg husker er det anden gang inden for det senste år at det sker - ikke helt vildt smart. Så lidt forsinket kom jeg afsted og spiste så sushi (30 stk 670 DKK) på Sushitarian i Gothersgade. Regnen holdt op, og kl 2130 så jeg Thank You for Smoking i Dagmar, om tobakslobbyismen i USA, fantastisk morsom film, som man sagtens kunne tage sin forældre med ind at se. Kl 0458 blev jeg vækket igen pga nogle underlige fejlbeskeder på en af backupserverne i Ejby - men den kører AIX som jeg ikke ved meget om... og da den sådan generelt så ud til at have det ok, og backup-vagten kunne bekræfte at hans jobs kørte ok, er det noget der kan vente til på mandag. NOC-medarbejderen spurgte mig hvorfor jeg lyder så frisk, når jeg tager telefonen på ukristelige tidspunkter (hvilket jeg faktisk gør - jeg rømmer mig lige et par gange, og så kan jeg svare telefonen med et "De' Ole, godmorgen, hvad jeg hjælpe jer med?!"). Jeg ved ikke hvorfor .. nogen af mine kollegaer er over 20 minutter om at vågne, når man ringer til dem om natten. Jeg er bare instant vågen :-). Kl 0837 ringede de igen - men der kunne jeg heldigvis diagnosticere fejlen fra sengen, uden at stå op: somebody else's problem - så det tror jeg ikke jeg vil charge dem for...
Nu bager jeg brød, og lidt senere i eftermiddag tager jeg til Frederiksberg for at spille Xbox (på projektor, ret sejt) etc med nogle gamle studiekammerater.