I går gav vi hver 550 NOK for en guidet tur med brævandring (via Sarkofagen og ned over Longyearbræen) etc - fint, og mægtigt lærerigt, fordi vi erfarede at det overhovedet ikke var nødvendigt med en guide. Så mange isbjørne er der heller ikke. I dag købte vi så kort over området (Adventdalen, Spitzbergen, 1:100.000, 85 NOK i Svalbardbutikken), og lejede våben (Mauser, årgang 1940, 7.62 mm full metal jacket, 4-skuds magasin, repeater (dvs der skal tages ladegreb for hvert skud), 1100 NOK i depositum, 150 NOK i leje per dag (-har du skudt med en riffel før? -Ja. -Okay, værsgod. God fornøjelse.)) , og gik så en fin 7-timers tur op, via Sverdruphamaren og Platråberget til Nordenskioldtoppen (1049 m.o.h) - uden problemer. Bortset fra at jeg tabte min mobiltelefon i den sidste elv vi krydsede for at komme tilbage til Longyearbyen. Nedtur. Aftenerne tilbringer vi på de lokale værtshuse - først Kroa, dernæst det lokale SAS-hotel, og nu er vi på vej over på Huset, hvor der efter sigende skulle være super uartig fest i aften. Ifølge Lars' guidebog fra 1985.