Fredag morgen stod vi op kl 0630 og hoppede i en taxi sammen med en israelsk dykker, der også skulle tilbage til Tel Aviv. Vi endte med at give 240 E.P samlet for turen tilbage til Taba. Vi stod først i køen, og vagterne havde ikke andet at lave men alligevel formåede de at opholde os i 40 minutter med spørgsmål om hvad vi havde lavet i Egypten og hvad vi skulle i Israel og hvorvidt vi havde planlagt nogle terrorhandlinger... Vi nåede bussen kl 10 i stedet for kl 11 i Eilat, og var således i Tel Aviv allerede ved 15-tiden. Einav var ude at shoppe eller sådan noget, så Thomas og jeg fordrev tiden på en cafe i centrum ved stranden for enden af Gordon's Street. Vi prøvede først at få en taxa til at køre os derud på taxameter, men de ville hellere gøre det for en fast pris på 50 NIS - de må være sindsyge. I minibus sammen med 5-6 andre kostede det 5 NIS per person.
Sen eftermiddag og aften tilbragte vi igen på Om Beach - hvor også Mor dukkede op. Thomas prøvede at snorkle med solbriller på - dem er der nok en lille israelsk dreng der render rundt med nu. Ved 21-tiden kørte vi ud til Einav i en forstad til Tel Aviv, checkede mail, så tv, spiste pasta og tomatsovs, gik i jacuzzi, hilste på hendes forældre. Vi så også det beskyttelsesrum familien søgte tilflugt i under den første golfkrig, og deres gasmasker. Da var hun 8 år gammel.
Ved midnatstid kørte vi tilbage til Tel Aviv, for at mødes med nogle andre af hendes veninder på en ny natklub. Trafikken i Tel Aviv er sindsyg, virkelig sindsyg. Vi foreslog at begynde at cykle i stedet for, men det passer ind i de færreste unge israeleres livsstil... Så vi kom for sent til at kunne udnytte vores VIP-status, og det hjalp ikke meget at vi viftede med vores danske pas og mumlede noget om 'Royalty'. Vi endte derfor i køen foran klubben sammen med 50-60 andre håbefulde wannabes. Det bekymrede mig en smule - at stå i kø foran en populær natklub i Tel Aviv en lørdag aften. Men så vidt jeg ved, er der ikke sket noget i nogle måneder nu, og måske lige i de her dage, er der mere sikkert i Tel Aviv end fx i London, Rom, eller København. Til sidst gav vi op, og kørte til Jar Bar (igen) (ved Om Beach), hvor også de andre dukkede op. Vi var hjemme igen ved 03-tiden.
Lørdag stod vi op kl 11 til stor familiebrunch: 3 af de 4 søskende, forældrene, den ene brors kone og 2 børn og en tidligere studiekammerat fra USA, faderens barndomsven og dennes kone, og os to blege danskere. Traditionel yeminitisk-jødisk brunch: noget butterdejagtigt bagværk som man spiser med mosede, kogte og ovnbagte æg (dvs kogte æg, der efterfølgende bages i ovnen) og tomatsovs, og salat... god bund, smagte fortrinligt, efterfulgt af vandmelon og chokolader og isafkølet chili-vodka...
Jeg blev kørt til Ben Gurion kl 14, terminal 3, Austrian Airlines, G-floor, kom igennem Security relativt hurtigt (jeg sagde at jeg var på forretningsrejse, havde været der et år, ikke havde pakket min kuffert selv, og havde 100-vis af gaver med fra arabere jeg havde mødt i Egypten...), og fløj så problemfrit via Wien til København, hvor jeg landede ved 22-tiden. Og på mandag skal jeg arbejde igen. Jeg ville gerne have haft en ekstra dag dernede, for her i eftermiddags skulle de alle sammen til pool-party hos en af hendes veninder. Men det må blive en anden gang.
Mine forventninger var skeptiske. Men det gav et helt andet indtryk at møde både israelere og arabere under helt almindelige forhold, end det man får fra medierne i Danmark. Og det gjorde tingene 10 gange lettere at vi kendte nogen dernede i forvejen, som både havde tid og lyst til at lege turistguide, ordne praktiske ting som billetbestilling og køre os (vi ville være blevet slået ihjel i Tel Avivs trafik). Og vi fik set et - omend velstillet - israelsk hjem indefra. Der vil jeg gerne ned igen.
Sikkerhedsopbuddet i Israel er naturligvis konstant højt: Hverken i Tel Aviv eller Eilat kunne man gå ind i butikker uden at skulle igennem en metaldetektor og have sin håndtaske/rygsæk/bærepose kigget igennem. Alle cafeer og barer havde bevæbnede vagter ved indgangen. Og det vrimlede med uniformerede og civilklædte unge mennesker med automatvåben over skulderen. Dem vi snakkede med sagde at de havde vænnet sig til det, og de ikke havde problemer med det: det er selvfølgelig heller ikke for sjov at de har indført de metoder. Men for os virkede stadig ret anderledes.